Double Dragon er baseret på et japansk arkadespil og foregår i en semi-post-apokalyptisk punk-fremtid i 2007. Los Angeles er hærget af jordskælv, oversvømmelser og bizarre bander. Her finder vi brødrene Billy og Jimmy Lee og deres adoptivmor, Satori Imada, der hygger sig med kampsport.
Men Satori beskytter den ene halvdel af en sagnspunden dobbeltdrage-medaljon, og manuskriptet vil, den onde, magtsyge forretningsmand, Koga Shuko, har fået fat i den anden halvdel og gerne vil samle sættet med skumle planer til følge.
Resten er et fjollet, barnagtigt actioneventyr, der blander genrer og plotelementer med arkadespillets gameplay. Den er på niveau og i kategori med lignende fremtidsfilm fra 90’erne som Johnny Mnemonic, Freejack og Split Second, bare ringere.
Man kan godt hygge sig med Robert Patrick som afbleget tegneserieskurk, Alyssa Milano som afbleget børnebandeleder og Mark Dacascos som afbleget … nej, det er en spøg. Nok er det 90’erne, men de er ikke alle afblegede. Og kun én af dem går i skovmandsskjorte.
Der er tilpas meget action til, den underholder. Du kan også grine af den her og der. Men det er en ekstremt dum film, og den har ikke den samme charme og glimt i øjet som andre dumme B-film.