
Split Second er en science fiction-thriller fra 1992. Den foregår i 2008, så teknisk set er det et historisk drama om dengang global opvarmning oversvømmede London.
Rutger Hauer er en post-traumatiseret, søvnforstyrret, skydegal betjent, der jagter en mystisk seriemorder, som myrdede hans partner nogle år tidligere. Han er gået helt i hundene og klar til indlæggelse, men han er også den bedste, de har, så de nøjes med at give ham en skideballe og en ny makker.
Det er en pudsig film, der tager nogle spøjse, kreative valg. Men det er også en god, gammeldags actionbasker med obligatoriske stripklubscener, skydebanescener og brusebadsscener med en topløs Kim Cattrall.
Hauer er en klassisk, ærkeamerikansk macho-antihelt, der ikke lytter til andre end sin egen rumlende mavefornemmelse. Han pisser op og ned af alle omkring sig, men han er god nok, når du lærer ham at kende.
Niveauet er ikke højt. De mange klicheer er én ting, men dialogen og skuespillet trækker også ned. Til gengæld er den futuristiske, Mad Max-lignende, læder og nitter-verden fed og stemningsfyldt. Man glemmer hurtigt, at Hauer og den nye makker er et par helte i gummistøvler.
Filmfolkene ved også, deres nye kreation ikke hører til på øverste hylde, og de kompenserer med en god portion camp og andre fjollerier.
Blandt B-film hører den til i toppen. Jeg morede mig og smider otte blødende hjerter i køleskabet.











