Dr. No fra 1962 er den første officielle Bond-film, og Sean Connery er naturligvis bedst kendt som den første officielle – og i manges øjne bedste og eneste rigtige – James Bond. Men det er faktisk ikke den første filmatisering med den berømte, britiske spion.
Amerikanerne adapterede Casino Royale i et timelangt afsnit af antologiserien Climax! i 1954. De forvandlede ganske vist James “Jimmy” Bond til en amerikansk CIA agent, men den åbnede døren til Hollywood, og allerede året efter solgte Ian Fleming rettighederne til sin første roman til filmproduceren Gregory Ratoff. Han døde dog et par år senere, og filmrettighederne blev købt af en anden filmproducer, Charles K. Feldman.
Det er held i uheld, at Ratoff ikke nåede længere, for i mellemtiden fandt Harry Saltzman og Albert R. Broccoli sammen, og de skabte den officielle Bond-franchise, der begyndte med denne film.
Som en sidebemærkning kan det nævnes, at Feldman også filmatiserede Casino Royale, dog først i 1967. Han valgte at lave en slags satirisk spionparodi med David Niven, Peter Sellers, Woody Allen og mange andre. Men det er en anden historie.
Den første af de mange Bond-film med Sean Connery er en filmklassiker. Selvom vi er helt tilbage ved nulpunktet, er Connery den Bond, vi kender, og filmmagerne har fod på Bond-formularen fra begyndelsen. Den britiske spion er den ulastelige gentleman det ene øjeblik, den charmerende kvindeforfører i hvert eneste øjeblik, hendes Majestæts hemmelige tjeneste tillader eller påkræver det, og en hårdfør actionhelt, så snart det er nødvendigt.
Herhjemme er den også kendt som Agent 007 – mission drab.
Bond vælter sig i damer
Filmen introducerer ikke bare den velkendte Bond-karakter, men også hans overordnede, kaldet M, sekretæren Miss Moneypenny, der altid er god for en lille, obligatorisk flirt – men aldrig mere, da Bond vælter sig i damer og som regel brænder al krudtet af udenbys – og den amerikanske CIA agent, Felix Leiter, der samarbejder med Bond nu og da.
Den første kærlighed er ofte den største, og det kan man i hvert fald sige om filmens Bond-pige, Honey Ryder, spillet af Ursula Andress. Hun blev aldrig rigtigt overgået, selvom der har været mange skønne kvinder i Bonds arme siden dengang.
Dr. No er en klassisk Bond-skurk. Han er genial, og han har store, verdensherredømme-agtige planer, der involverer ny, overlegen teknologi skjult på hans hemmelige base. Han er ikke den bedste Bond-skurk, synes jeg, men han er mere end rigeligt til en god begyndelse.
Det er kun Q og de mange gadgets, der mangler, for at vi er rigtigt hjemme i det velkendte Bond-univers. Men det kan på ingen måde trække ned.
Underholdningen er i top. Håndværket er upåklageligt. Alle yder deres bedste, og resultatet er en god, gammeldags spionthriller med alt, hvad der til hører, og masser af ekstra tilbehør ovenpå. En tidløs filmklassiker, der er lige så god i dag som dengang, hvis ikke bedre.
