The Psychic

I torsdags besøgte jeg for første gang Slagtehal 3 i Aarhus. Det er et lille, hyggeligt kældersted, hvor man hver torsdag kan se gamle gyserfilm for en krøllet halvtredser – eller 35 kr., hvis man er medlem til 65 kr. om året – mens man nyder en sportscola fra Hancock. Eller en bajer, hvis man foretrækker en voksendrik – det gjorde vi ikke ikke 😉

Aftenens film var en thriller af Lucio Fulci, en italiensk filmmager, jeg først er ved at lære at kende nu. Hvis jeg har set nogen af hans andre film, er det så længe siden, at jeg ikke husker det. Men han har blandt andre instrueret film med danske titler som Blodig voldtægt, Slagtehuset ved kirkegården og Rædslernes grønne ø.

Torsdagens film er et af de kære filmbørn med mange navne. Originaltitlen er Sette Note in Nero, der bogstaveligt talt betyder syv sorte toner, og den engelske titel, der tonede frem på lærredet, var en lidt længere og næsten Columbo-agtig variant: Murder to the Tune of the Seven Black Notes. Men de internationale distributører har også kaldt den Death Tolls Seven Times og den kortere, direkte oversættelse The Seven Black Notes.

Den mest anvendte – og mest afslørende – engelske titel er The Psychic, men det er ikke en problematisk spoiler, da filmens åbningsscene hurtigt afslører, at hovedpersonen har synske kræfter, og indenfor de første 5 minutter har hun set det mord, hun bruger resten af filmen på at opklare med mere eller mindre kyndig hjælp fra en parapsykolog og hans ualmindeligt overivrige sekretær.

Jennifer O’Neill som Virginia Ducci.

Det er en b-film, og specialeffekterne er forfærdeligt ringe. Handlingen og plottet er til gengæld en udmærket thriller, der kun skæmmes af Fulcis håndholderi. Han skærer alle detaljerne, især mystikken, møjsommeligt ud i pap, og det er slet ikke nødvendigt. Heller ikke dengang i 70’erne.

Mit italienske er ikke-eksisterende. Nogle replikker var meget ordrige, og leveringen var hurtig og monoton. Jeg overvejede, om det var godt, hvis man forstod dem, men jeg kender ikke svaret. Jeg syntes til gengæld, at skuespillerne leverede overbevisende visuelle præstationer, og det eneste, der irriterede mig, var Fulcis ivrige hænder på zoom-knapperne. Det forvandlede sig desværre til gentagelse på gentagelse, og jeg fik lyst til at døbe ham zoom-funktionens svar på Michael Bay.

Den synske kvinde blev spillet af en smuk, klassisk filmskønhed ved navn Jennifer O’Neill. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at hun var en af italienernes egne, men det er formentlig hendes brasilianske rødder, der snyder mig. Hun fik aldrig et stort gennembrud, men hun kan også ses i bl.a. Chuck Norris’ Force One, Lee Majors’ Mænd af stål og David Cronenbergs Scanners.

Kvaliteten af håndværket og Fulcis kreative brølere trækker ned, men samlet set var det alligevel en god og underholdende filmaften, for historien fungerede, og resten var ufrivilligt morsomt.

Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *