Herbie Goes to Monte Carlo

Kan man blive for voksen og gammel til Herbie? Måske, men det er ikke sket for mig endnu. Herbie er stadig forrygende familieunderholdning.

Herbie Goes to Monte Carlo er den tredje Herbie-film, og jeg er startet med den, fordi den er fra 1977, og jeg er ved at lave en liste med de bedste film fra mit fødeår.

Jeg har set alle Herbie-filmene, da jeg var barn, og du kan sagtens se dem uafhængigt af hinanden.

Dean Jones er racerkøreren Jim Douglas. Han var også med i den første film, men ikke i 2’eren eller den fjerde af de oprindelige film. Til gengæld vendte han tilbage i en kortlivet TV-serie i 1982.

I den tredje film er han taget til Europa for at deltage i et fiktivt racerløb fra Paris til Monte Carlo. Her møder og forelsker han og Herbie sig i en anden racerkører, den yndige Diane Darcy og hendes lille, smarte sportsvogn, en Lancia Scorpion.

Men det er ikke alt. Et par juveltyve begår et kup i natten op til løbet, og da de får problemer under flugten, gemmer de byttet, en uvurderlig diamant, i Herbies benzintank.

Det er herlig underholdning, fremragende falden-på-halen-komik og et klassisk familieeventyr fuld af forviklinger og bøvede banditter. Smokey and the Bandit møder The Pink Panther. Det er fjollet, men det virker.

Jeg er sikker på, at anmelderne hadede den, og publikum – det rigtige publikum; børnene – elskede den. Det gjorde jeg, og det gør jeg stadig.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.