Dracula fra 1992 er instrueret af Francis Ford Coppola, mesteren bag The Godfather-filmene, Apocalypse Now og mange andre. Den er baseret på et manuskript af James V. Hart, som også har skrevet bl.a. Hook og Contact. Filmen stikker ud på Coppolas filmografi, men Winona Ryder introducerede ham for Harts manuskript, og Dracula var tilfældigvis en af Coppolas yndlingshistorier fra barndommen.
Filmen følger med visse undtagelser Bram Stokers berømte roman. Den begynder med en forhistorie om Dracula, da han stadig var et levende menneske af kød og blod og kæmpede i krigen mod det Osmanniske rige i 1400-tallet. Jeg vil ikke afsløre for mange detaljer, men her indledes et subplot, der er et gennemgående tema i filmen og forvandler greven til en tragisk karakter og mere end blot den blodsugende skurk, han normalt er.
Godt, gammeldags filmhåndværk
Bortset fra det nye subplot følger filmen Stokers fortælling tæt og med væsentligt større nøjagtighed end alle de tidligere filmatiseringer, jeg har set. Det er en detaljerig oplevelse krydret med Coppolas fantastiske billedsprog, en imponerende scenografi og veludførte effekter, som alle er skabt med praktiske metoder og godt, gammeldags filmhåndværk.
Store passager i handlingen er genkendelige, men det er en helt ny oplevelse at se dem i denne udgave. Coppola har sat alle på hårdt arbejde for at komme med noget nyt og anderledes. Det er lykkedes til fulde.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Det nye subplot handler om Mina Harker, som er en reinkarnation af grevens hustru Elisabeta. Hun begik selvmord, da hun troede, han var faldet i krigen. Dracula fordømmer Gud og bliver til det udyr, vi kender. Indtil han møder Mina og mærker kærligheden igen og mindes den mand, han var engang. Subplottet forvandler den til en tragisk kærlighedshistorie, og det er så dygtigt flettet ind, det ikke spolerer den oprindelige historie, eller uhyggen, snarere tværtimod.
Det er en fantastisk film. Jeg kan sagtens forstå, hvis nogen foretrækker Bela Lugosis udødelige klassiker. Men jeg synes, Coppolas filmatisering af Harts manuskript er en meget bedre film, og en større filmoplevelse.
Det eneste lille minus er castingen af Keanu Reeves som Jonathan Harker. Det trækker lidt for meget i smilebåndet, når han forsøger sig med en britisk accent. Enkelte steder lyder han også stadig alt for meget som Ted “Theodore” Logan.
Men den samlede pakke er formidabel.
