Dracula

Dracula fra 1992 er instrueret af Francis Ford Coppola, mesteren bag Godfather-filmene, Apocalypse Now og mange andre. Den er baseret på et manuskript af James V. Hart, der også har skrevet bl.a. Hook og Contact. Filmen stikker ud på Coppolas filmografi, men Winona Ryder introducerede ham for Harts manuskript, og Dracula var tilfældigvis en af Coppolas yndlingshistorier fra barndommen.

Historien følger med visse undtagelser Bram Stokers berømte roman. Filmen begynder med en forhistorie om Dracula, da han stadig var et levende menneske af kød og blod og kæmpede i krigen mod det Osmanniske rige i 1400-tallet. Jeg har ikke lyst til at afsløre for mange detaljer, men her indledes et subplot, der et gennemgående tema i filmen og forvandler greven til en tragisk figur og mere end blot den blodsugende skurk, han normalt er.

Bortset fra det nye subplot følger filmen Stokers fortælling tæt og med væsentligt større nøjagtighed end alle de tidligere filmatiseringer, jeg har set. Det er en detaljerig oplevelse krydret med Coppolas fantastiske billedsprog, en imponerende scenografi og fantastisk veludførte effekter, som alle er skabt med praktiske metoder og godt, gammeldags filmhåndværk. Store passager i handlingen er genkendelige, men det er en helt ny oplevelse at se dem i denne udgave, for Coppola har sat alle på hårdt arbejde for at komme med noget nyt og anderledes. Og det er lykkedes til fulde.

Advarsel! Spoilere i dette afsnit! Det nye subplot handler om Mina Harker, der er en reinkarnation af grevens hustru Elisabeta, som begik selvmord, da hun troede, at han var faldet i krigen. Dracula fordømmer Gud og bliver til det udyr, vi kender. Indtil han møder Mina og mærker kærligheden igen og mindes den mand, han var engang. Subplottet forvandler den til en tragisk kærlighedshistorie, og det er så dygtigt flettet ind, at det ikke spolerer den oprindelige historie, eller uhyggen, snarere tværtimod.

Det er en helt fantastisk film, og selvom jeg sagtens kan forstå, hvis nogen foretrækker Bela Lugosis udødelige klassiker, synes jeg, at Coppolas filmatisering af Harts manuskript er en meget bedre film, og en større filmoplevelse. Det eneste lille minus er castingen af Keanu Reeves som Jonathan Harker. Det trækker lidt for meget i smilebåndet, når han forsøger sig med en britisk accent, og enkelte steder lyder han også stadig alt for meget som Ted “Theodore” Logan. Men den samlede pakke er stadig formidabel.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *