The Bodyguard er en romantisk thriller fra 1992 instrueret af Mick Jackson. Han er manden bag bl.a. Steve Martin-komedien L.A. Story samt katastrofefilmen Volcano.
Manuskriptet er skrevet af Lawrence Kasdan. Han leverede Jagten på den forsvundne skat og var medforfatter på The Empire Strikes Back og Return of the Jedi.
Han skrev filmen i 1970’erne til Steve McQueen og Diana Ross. Det gik i vasken, ikke mindst pga. McQueens helbred og død. Senere havnede projektet hos Kevin Costner, der medvirkede i Kasdans western, Silverado, i 1985.
Det er Whitney Houstons debutfilm. Warner Bros. foreslog sikre kort som Michelle Pfeiffer og Kim Basinger, men Costner insisterede på Houston. Dels en rigtig sangerinde, men også en arvtager til Diana Ross. Mon ikke også Costner så sig selv som en ny Steve McQueen?
Filmen blev en kommerciel succes. Soundtracket blev det bedst sælgende nogensinde, og Houstons karriere nåede nye højder. Filmen havde også stor betydning for sorte kvinder i Hollywood.
Stalking til sød musik
Kort fortalt spiller Costner en bodyguard, der modvilligt lader sig hyre til at beskytte en succesrig sangerinde. Hun har en stalker med morderiske bagtanker. Først slår forholdet gnister. Siden er der sød musik.
Selvom romantikken fylder en del, og filmen i overvejende grad er et salgsfremstød for sangerinden, er der også en thriller med både spænding og mystik. Der opstår en klassisk kamp mellem den ukendte morder og vores heltemodige livvagt.
Den minder en smule om Lige på kornet. De er fra samme årgang og handler begge om at sætte livet på spil for at beskytte en fremmed. Ovenikøbet har begge hovedpersoner en fortid, hvor de fejlede, da de skulle beskytte hver sin præsident.
Men den har ikke det fremragende psykologiske spil mellem Clint Eastwood og John Malkovich. I stedet får vi romantik, søskendejalousi og anden dramatik.
Kasdan hentede faktisk inspiration i genreklassikeren Yojimbo. Men bortset fra lidt henkastet samurailir er der ikke meget at sammenligne. Lad dig ikke narre.
Den er tilpas underholdende, men også formularisk og klichefyldt. Det overrasker ikke, at Kasdan skrev den tidligt i sin karriere. På den anden side havde den måske været fed som en 70’er-sag med de oprindelige navne på rollelisten.
