Episodes er en britisk-amerikansk sitcom fra 2011 med Matt LeBlanc, bedre kendt som Joey i Venner, som en fiktiv, satirisk version af sig selv.
Præmissen er inspireret af virkeligheden i branchen. Et britisk ægtepar sælger en succesfuld komedieserie, de har skrevet sammen, til Hollywood, og alting bliver ændret for at tilpasse den til et amerikansk publikum.
F.eks. bliver hovedpersonen i originalen, en ældre, distingveret gentleman og skolens rektor, som spilles af en prisvindende britisk skuespiller, omskrevet til en hockeytræner spillet af Matt LeBlanc. Titlen Lyman’s Boys bliver samtidig ændret til Pucks!
Med andre ord: alt bliver ændret og – groft sagt – fordummet. De to stakkels forfattere må sluge den ene bitre pille efter den anden, og Matt LeBlanc gør sin del for at drive dem til vanvid.
Den er fantastisk morsom. Humoren ligger primært i kultursammenstødet mellem de britiske forfattere og den amerikanske TV-industri. Det går især ud over amerikanerne.
Selvom de er medproducenter, er det en meget britisk serie med tør satire og situationskomik. Den kan sammenlignes med bl.a. The Office og Curb Your Enthusiasm.
Der er 5 sæsoner, men kun 41 afsnit. En perfekt omgang weekend-binging.