Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer er en actionkomedie fra 2007. Det er efterfølgeren til Fantastic Four fra 2005. Begge film handler om Marvels første superheltefamilie. De er ikke en del af MCU, men de er faktisk produceret af Kevin Feige, som allerede dengang arbejdede for Marvel Studios.
Reed Richards og Sue Storm aka. Mr. Fantastic og Invisible Woman planlægger deres bryllup, og sladderbladene følger dem tæt, selvom de ikke går op i deres nyfundne berømmelse. Johnny, Sues lillebror, elsker det derimod og malker hver en dråbe, han kan.
I mellemtiden dukker et uidentificeret objekt fra det ydre rum op, og det skaber mystiske vejrfænomener og strømafbrydelser på sin vej. Da det samtidig graver kæmpestore huller til Jordens indre, er det bedst at undersøge det nærmere. Som sagt, så gjort.
Titlen afslører, at objektet er Silver Surfer, en kosmisk karakter, der fungerer som herold for den mægtige planteæder, Galactus. Han er sulten, og Jorden er en lækkerbidsken, så Silver Surfer er fløjet i forvejen for at dække bord, kunne man sige.
Bedre end husket
Et af filmens kritikpunkter er netop Galactus. I tegneserierne er han en fysisk kæmpe. Altså et stort, menneskelignende væsen med arme, ben osv. I filmen har de valgt en anden løsning, og så er det jo ikke som i tegneserierne.
Til gengæld kunne fans godt lide Silver Surfer. Han er som taget direkte ud af tegneserierne. Dyppet i sølv fra top til tå og sat på et surfbræt. Ingen skæve forsøg på at modernisere ham. Han fungerer bare, og han er stadig god ved gensyn. Når de introducerer ham i MCU, kan de godt gentage den succes.
Begge film er udskældte, men jeg kunne godt lide den første. Rigtigt godt endda. Til gengæld skuffede 2’eren mig dengang. Især humoren ramte forbi. Det gør den stadig. Ikke hver gang, men lidt for ofte. Det er især bryllupshalløjet og parfnidderet, som skrubber mig imod børsterne.
Ser man bort fra det, er det faktisk en flot og spændende superheltefilm med masser af genre-lir. Den overrasker ved gensyn og rummer mere, end jeg har givet den kredit for i alle disse år. Jeg må æde nogle ord.
