Fast X er den 10. film i Fast & Furious-serien. Den er instrueret af Louis Leterrier, hvis meritter bl.a. tæller Transporter 2 og Now You See Me. Han tager over efter Justin Lin, instruktøren bag de fire seneste film. Lin er medforfatter på manuskriptet, men der var åbenbart kreative uenigheder alligevel.
Filmen indledes med et tilbageblik og optagelser fra Fast Five, den femte film fra 2011, blandet med nye optagelser af Jason Momoa. Han spiller sønnen til narkogangsteren Hernan Reyes, hvis formue Dominic Toretto stjal, som kun han kan gøre det; hele pengeboksen spændt efter to brølende Dodge Chargere.
Dante Reyes, som sønnen hedder, vender frygteligt tilbage 10 år senere for at hævne sin fars død. Han går naturligvis ikke kun efter Dominic selv, men hele Fast & Furious-familien. Det skal gøre ondt. Rigtigt ondt. Men det gør også Dominic gal i skrællen.
Rollelisten bugner
Alle er tilbage, inkl. gamle fjender spillet af Charlize Theron og Jason Statham. Lige siden Dominic blev venner med FBI-agenten, som jagtede ham i den første film, Brian O’Connor (Paul Walker), har franchisens fjender ofte været venner, man ikke vidste, man ville få.
De døde fjender er naturligvis undtagelser, og så er der Dwayne Johnson aka. The Rock, som har en bøf med Vin Diesel i det virkelige liv. Det er noget med uenighed om arbejdsmoralen. Eller måske bare store egoer.
Men rollelisten bugner alligevel, og flere kommer til. Alan Ritchson, kendt fra Titans og Reacher, er den nye leder af det hemmelige agentur, Dominic og co. hjælper med diverse, megalomaniske superskurke. Brie Larson træder til som Mr. Nobodys datter.
En slags jubilæumsfilm
Selvom de har planlagt flere efterfølgere og spin-offs, føles det som en afslutning. Eller i det mindste en slags jubilæumsfilm. Ud over det indledende tilbageblik, får vi også en kort gennemgang af deres bedrifter og en mindre diskussion om bandens rolle i både filmens begivenheder og agenturet.
Det er lidt tungt, og det føles unødvendigt. Dels er den slags ofte et forstyrrende element og en bogstavelig genudsendelse midt i den igangværende fortælling. Men her anvendes det også til en plotmæssig mistænkeliggørelse af vores helte, og det er sgu en gammel traver.
Men der er fed action. Masser af fed action. Det er jo derfor, vi ser dem. Både mænd og kvinder og alle tænkelige etniciteter sparker røv, og det er ikke engang pga. de woke tider. Filmene har faktisk favnet bredt på det punkt siden den spæde begyndelse med gaderæs.
Masser af gaderæs
Du får stadig masser af gaderæs. Nu handler det bare om at stoppe terrorister, forhindre katastrofer og sikre verdensfreden i stedet for at komme først over en arbitrær mållinje og vinde modpartens bilnøgler. Med kugler og eksplosioner om bakspejlene tilmed.
Heldigvis, for drama duer den ikke til. Musikken er for høj i dialogscenerne, og de ender alle med en eller anden floskel om familie. Jo, selvfølgelig er familie en god ting. Men disse film smører på, som gjaldt det en drikkekonkurrence, hvor alle bunder, når nogen siger “familie” for 117. gang. Skål!
Desværre ender den med en cliffhanger. Du får kun den første del af en fortsat fortælling. I modsætning til Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One afslører titlen intet, og jeg havde selv undsluppet den information. Men nu er du advaret, hvis du skal se den.
