Titans

Titans er en superhelteserie på Netflix baseret på DC Comics’ superheltegruppe Teen Titans, der – som navnet antyder – bestod af forlagets unge superhelte og tidligere sidekicks; Batmans første Robin (Dick Grayson), Kid Flash, Aqualad og Wonder Girl mfl.

Gruppen blev introduceret i 1964 og fik sin egen tegneserie, der startede og stoppede og startede og stoppede igen i løbet af 1960’erne og 1970’erne. I 1980 rebootede forlaget de unge superhelte under titlen The New Teen Titans, og den version introducerede Starfire, Raven og Cyborg samt historien og skurken, der har inspireret den nye TV-serie.

Selvom Teen Titans bestod af yngre superhelte, var målgruppen sjovt nok de lidt ældre læsere, teenagere og unge voksne, og nogle af historierne i 1970’erne handlede om aktuelle og relativt tunge emner som raceuroligheder, Vietnam-krigen og fredsaktivisme.

TV-serien er skabt af bl.a. Geoff Johns og Greg Berlanti, der begge har masser af forfatter- og producererfaringer med superhelte på både det store lærred og TV-skærmen. Johns er tegneserieforfatter og tidligere Chief Creative Officer hos DC Entertainment, og så er han den nye leder (siden 2016) af DC’s filmunivers (DCEU). Og Berlanti er en af serieskaberne på DC’s TV-univers, hvor han har været forfatter og producer på alle serierne, og han har arbejdet sammen med Johns på Arrow og The Flash.

Men trods de mange kreative overlap, er Titans ikke en del af det såkaldte Arrowverse, og det er også med særdeles god grund, at serieskaberne har valgt at smide “Teen” ud af titlen, for TV-serien er dyster, blodig, voldelig og “voksen,” og selvom den udadtil ligner (endnu) en typisk superhelteserie, er den noget ganske andet – og helt sin egen – og en kæmpemæssig positiv overraskelse.

Det er et stort plus, at den ikke er en del af Arrowverse, for det giver dem masser af frihed til at lege med materialet, og jeg kan godt afsløre, at den er mere utro end tro mod tegneserierne. Det giver grobund til en fortælling, du slet ikke kender og har mere end svært ved at regne ud, med masser af velfortalt spænding og drama – og forrygende action – og overraskende drejninger og spændende nye vinkler på den ellers så velkende tegneseriemytologi.

Der er flere hovedpersoner, og første sæson er gruppens oprindelseshistorie, men Dick Grayson er en bærende figur, og hans fortælling er særligt interessant, for han har været en overset figur i de mange, mange filmatiseringer med hans kriminalitetsbekæmpende arbejdsgiver, Batman. Du får et alternativt indblik i Batman-mytologien gennem hans øjne, og selvom hans verden er en af de mest filmatiserede tegneserieuniverser, er det et frisk pust at opleve den fra Robins side.

Det er en oprindelseshistorie og en superhelterejse, der dekonstruerer forestillingen og myten om superheltene og menneskeliggør personerne bag maskerne. Selvom der er masser af superhelteaction, er der også en kærkommen autenticitet i fortællingen om disse famlende, fejlbehæftede individer, der blot forsøger at gøre det bedste, de kan.

Der er selvfølgelig andre superheltefilm og TV-serier, der har forsøgt noget lignende, ikke mindst Christopher Nolans Batman-trilogi, men Nolans metode indebar, at han også sugede alt det overnaturlige ud af sin version af et superhelteunivers, og Titans formår at beholde det, omfavne det og endda give det et horror-tvist. Serien finder en perfekt balance mellem det fantastiske og det autentiske, og selvom jeg kunne sammenligne den med for eksempel Zack Snyders Watchmen (den visuelle stil og den rå realisme) og de første X-Men-film (visse plotelementer), er den samlede pakke stadig en unik, fabelagtig og aldeles binge-værdig oplevelse, som stryger helt til tops blandt mine superhelteseriefavoritter.

Opdateret 1. februar 2020: 2. sæson er landet på Netflix.

Advarsel! Spoilere i resten af anmeldelsen! Første afsnit afslutter første sæson, og andet afsnit er en ny begyndelse efter det, der svarer til en pause mellem to sæsoner. Jeg er ikke vild med den opdeling. Trigon forvandler sig også til en billig CGI-dæmon, og det trækker ned.

Men anden sæson kommer i gang, og Titans kommer tilbage på sporet. Det gør de tidligere sidekicks og nedbrudte ekshelte dog ikke. De kæmper stadig med fortidens dæmoner og menneskelige brister, og det er netop TV-seriens spor.

En ny dvs. gammel skurk er på banen, og han er en gammel kending, der også har gjort livet surt for Oliver Queen i Arrow. Han dukkede desuden op i end credit-scenen i Justice League, og der var længe rygter om, at han ville være skurken i en kommende Batman-film. Det er naturligvis tre forskellige versioner af den samme tegneserieskurk, men han begynder at være en anelse over-brugt, og de burde have fundet en anden.

Batman dvs. Bruce Wayne har en større rolle i anden sæson, hvor han i første sæson blot var et spøgelse i Dicks fortid. De har castet Iain Glen, der spillede Jorah Mormont i Game of Thrones. Han er ikke et dårligt valg, men i denne velklædte, glatbarberede udgave minder han om en ældre Adam West – og det har de også selv bemærket, for der kommer en scene, hvor referencen er mere end ualmindeligt åbenlys, hvis man kender den gamle TV-serie. Men på en måde er han næsten for pæn til Titans‘ dystre, barske stil. Jeg vipper lidt frem og tilbage med ham.

En spændende tilføjelse er Conner, en Superman-klon fra et af Lex Luthors Cadmus-laboratorier, samt hans trofaste følgesvend, superhunden Krypto. Hans historie er interessant, og Titans-universet udvides stille og roligt.

Jeg føler, at serien startede så fantastisk, at den har svært ved at følge det op. Anden sæson er blevet den svære toer, man taler om. Niveauet er ikke lige så højt, men i glimt finder den stadig frem til det, der virkede i første sæson, og indtil videre vil jeg lade min første bedømmelse stå.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *