Fierce Creatures, også kendt på dansk som Bidske bæster, er en britisk-amerikansk komedie fra 1997. Det er en uofficiel 2’er til A Fish Called Wanda. Den genforener John Cleese, Michael Palin, Jamie Lee Curtis og Kevin Kline i nye roller.
Den skruppelløse mangemilliardær, Rod McCain (Kline), er blevet rig på at købe og sælge virksomheder. Hans seneste opkøb inkluderer tilfældigvis en britisk zoo.
Her forsøger zoo-direktøren Rollo Lee (Cleese) at maksimere profitten ved at fokusere på bidske bæster, fordi action og spænding sælger. Imens ankommer Willa Weston og Rods søn, Vince (også Kline). Hun ønsker at drive zoo’en. Han vil bare score hende.
Munter, fjollet og lummer
Selvom det ikke er en rigtig 2’er, lider den under samme vilkår som en klassisk, svær 2’er. Man sammenligner uundgåeligt, og den rammer ikke plet med samme træfsikkerhed som den fantastiske forgænger.
Det er dog en mægtigt morsom film i sin egen ret. Tonen er munter, fjollet og lummer. Tempoet er højt, og der er masser af forviklinger og andre løjer.
De fire folkekære komikere har masser af god kemi, og selvom de genbruger og udnytter velkendte klichéer, er det en hyggelig, lille affære, der vinder stort ved gensyn.
I skrivende stund kan du leje den på Blockbuster for 19 kr.