Natalie Portman som senator Padmé Amidala.
Star Wars: Attack of the Clones er et rumeventyr fra 2002 skrevet og instrueret af George Lucas. Det er den anden film i prequel-trilogien og dermed også den anden film i hele Skywalker-sagaen, selvom det kronologisk set er den femte film i franchisen.
Den foregår 10 år efter Star Wars: The Phantom Menace. Anakin Skywalker er en voksen, ung mand i lære som Jedi under Obi-Wans kyndige vejledning og mentorskab.
Efter et mislykket attentat på senator Amidala får de til opgave at beskytte hende. Da de forhindrer et nyt attentat, tager Obi-Wan afsted for at opklare, hvem der står bag, mens senatoren og Anakin tager tilbage til Naboo.
Udskældt filmmager
Historien fortsætter imod det udfald, vi kender fra de oprindelige film. Palpatine manipulerer alle, både senatet, Jedi-rådet og Anakin. Den ulmende konflikt giver ham magten, mens de søde ord, han hvisker i Anakins øre, puster til den unge mands følelser.
Selvom Lucas har skabt det, der stadig må regnes for filmhistoriens største franchise, er han også blevet en udskældt filmmager. Han anerkendes ikke som en stor forfatter. Filmene er blot kreative omskrivninger af klassiske, arketypiske fortællinger fra andre genrer.
Men de opfylder deres formål. De hænger fint sammen. Anakins forvandling er tilpas troværdig. Der er en djævel eller to i detaljerne. Dialogen er nu og da lidt opstyltet og unaturlig, og det politiske spil føles stadig en smule malplaceret i et rumeventyr.
Frygteligt forældet CGI
Filmens største problem ved gensyn er dog, den ikke er ældet med ynde. Lucas tog hurtigt CGI til sig, og han har anvendt teknologien over alt i stedet for rigtige kulisser, modeller og skuespillere i make-up og masker.
Der er mange scener, hvor man ikke tænker meget over dem. Især scener med masser af tekstur, f.eks ørkenlandskaber, teknologi med rust og snavs samt diverse væsener med skæl, pels og lignende.
Men scenerne med mange glatte overflader, moderne rumskibe og større baser, f.eks fabrikken, hvor klonerne skabes, er skrækkelige at se på i dag. Det ligner computerspilsgrafik fra samme tid. Det ser billigt ud og lever ikke op til forventningerne til en franchise som Star Wars.
Jeg husker ikke at have tænkt over det dengang. Måske er det tydeligere i dag pga. udviklingen, eller også er problemet mere markant på en storskærm med høj opløsning?
Stort rumeventyr, trods alt
Heldigvis er der meget andet godt i filmen. Obi-Wan bliver bedre og bedre som karakter. Jango Fett, faderen til kultfiguren Boba Fett, har en større birolle med flere fede scener. Christopher Lee er en god tilføjelse til franchisens skurke-galleri. Natalie Portmans rolle vokser også.
Der er masser af god action med alle de nævnte roller, både større slag, luftdueller og nærkampe med lyssværd. Selv Yoda får chancen for at vise, han er mere end blot en gammel, viis Jedi-læremester, der kan løfte tunge genstande med kraften.
Jeg ender derfor på en flot bedømmelse, trods alt. Det er en storfilm og et rumeventyr med masser at byde på, selvom enkelte detaljer trækker ned.
Efterord
Den blev nomineret til syv Razzies, og den vandt to: Worst Supporting Actor (Hayden Christensen) og Worst Screenplay.
