Jake Lloyd som Anakin Skywalker.
Star Wars: The Phantom Menace er et rumeventyr fra 1999 skrevet og instrueret af George Lucas. Det er begyndelsen på den saga, at han ønskede at fortælle i 1977, hvor han i stedet startede med Episode IV.
Det er i dag den fjerde maj. Den uofficielle Star Wars-dag pga. ordspillet: “May the 4th be with you,” en lille omskrivning af “May the force be with you,” naturligvis. Jeg fejrer dagen med dette gensyn, da det er meget længe siden, jeg har set den.
Jeg så den i biografen dengang. Jeg husker den som fin underholdning. Jeg er ikke hardcore Star Wars-fan, men mere casual. Jeg elsker de gamle film. Jeg havde meget af legetøjet som barn i 80’erne. Jeg husker også at have læst nogle af tegneserierne. Men jeg har aldrig dyrket franchisen i ekstrem grad.
Ny begyndelse
Filmen er den første i en ny trilogi og kronologisk set det første kapitel i franchisen, da det er en prequel. Den finder sted før de gamle film. Vi møder Obi Wan Kenobi som ung mand og Anakin Skywalker, Lukes far, som barn.
Den fjerne galakse for længe, længe siden ligner sig selv med én stor undtagelse. Imperiet er ikke opstået endnu. I stedet er der en føderation og en republik. Det hele er mere politisk og sammenligneligt med vores egen verden.
Der findes også en hel orden af Jedi-riddere. De er galaksens vogtere, der kæmper for fred og retfærdighed. Yoda og Obi-Wan er begge aktive i den gode sags tjeneste. De får følgeskab af Qui-Gon Jinn og Mace Windu mfl.
Men ondskaben lurer og lægger skumle planer. Darth Sidious, der senere bliver Imperiets kejser, er aktiv i kulisserne. Han forsøger at skabe splid, konflikt og krig, for de negative energier føder kraftens mørke side. I et kaos kan den stærke tage magten.
Stort biografhit
Filmen blev et kæmpestort biografhit i 1999 kun overgået af James Camerons Titanic. Men den kunne umuligt leve op til hypen og de tårnhøje forventninger. Anmeldelserne var blandede. I dag er den franchisens største skamplet.
Jar Jar Binks, en slags rastafari-undervands-fedtmule-karakter, er den største årsag. Dernæst kommer den børnevenlige tone drevet af den unge, podracende opfinderknægt, Anakin. Endelig er der nye, fantasy-dræbende idéer som midi-klorianere, den videnskabelige forklaring på kraften, samt noget så anti-rumeventyr-agtigt som en debat i kongressen.
Det er den fjerde film, men den har alt til fælles med en svær toer. Filmmageren forsøger at genskabe magien med bl.a. lasersværdkampe og andre rumversioner af klassiske filmscener. Podracet er Lucas’ version af de klassiske hestevognsløb i Colosseum. Store slag på heden vækker minder mig om Braveheart. Det er samme opskrift som i de gamle film, der var rumversioner af gamle eventyrfilm og lignende.
Han forsøger samtidig at tilføje nyt i form af det politiske rænkespil. Kejserens vej til magten er manipulation. Han var en dukkemager i de gamle film. Han er det stadig. Vi får bare et større indblik nu. Det er interessant, især ved gensyn, hvor man kan sætte flere vigtige detaljer i perspektiv.
Umulig opgave
Men hvordan skal den leve op til de gamle film? På papiret gør Lucas meget rigtigt. Men i praksis er en film en sum af alting. Som Tilbage til fremtiden med Eric Stolz. Samme manuskript, samme instruktør, samme alting. Men ikke det samme uden Michael J. Fox.
Det er et eksempel. Filmen har en solid rolleliste. Det er faktisk det bedste ved den. Liam Neeson er perfekt som Qui-Gon. Han er essensen af en Jedi-læremester. Den viise, erfarne kriger, der altid ved bedst. Den perfekte mentor for en ung Obi-Wan, der senere skal blive samme karakter for en ung Luke.
Ewan McGregor er god som den unge lærling. I de kommende film vokser han med den og bliver til den Obi-Wan, vi kender, mens han endnu er i sin bedste alder. Selv efter alle disse år dukker hans navn stadig op på ønskelisten blandt mulige spin-off-film.
Fint rumeventyr
Jeg forstår mange af Lucas’ valg. Det er en familiefilm. Børn er måske den vigtigste del af publikum. De gamle film havde også sjove karakterer og humor. Men på enkelte områder bliver den lidt for børne-agtig. Den unge Anakin er lidt for meget som et barn, der bare leger nu og da. Hvilket ikke er nødvendigt. Børn i familiefilm kan godt være alvorlige.
Det er en blanding af rigtigt godt og knap så godt. Men det bliver aldrig rigtigt skidt. Det er et fint rumeventyr. Hardcore fans vil formentlig sige, at fint er ikke godt nok til Star Wars. Men jeg er som nævnt casual fan.
