Fubar er en actionkomedieserie fra 2023 skabt til Netflix af Nick Santora. Hans meritter går helt tilbage til The Sopranos, hvor han var forfatter. Han har også forfattet og produceret serier som Lie to Me og Reacher.
Serien er formentlig inspireret af True Lies. I hvert fald følger den nogle af de samme takter. Arnold Scwarzenegger, Netflix’ nye Chief Action Officer, er CIA-agenten Luke Brunner. Han er egentlig på vej på pension, men så må han redde en anden agent fra at blive afsløret.
Første afsnits titel antyder kraftigt, hvem den anden agent er. Men det kommer bag på både Luke og agenten, da de møder hinanden, og det skaber mange morsomme gnidninger fremadrettet. Samtidig spionerer Luke også på sin ekskones nye kæreste.
Jeg frygtede lidt, at Arnold bare ville være et lidet medvirkende trækplaster, mens andre overtog det meste af handlingen. Lidt a la Bruce Willis i de mange, mange film, der afrunder hans karriere. Heldigvis er det ikke tilfældet. Arnold er hovedpersonen.
Arnold på glatis
Han er ganske vist ikke længere den samme actionhelt. Du spotter nemt, når de klipper, så vi slipper for at se den gamle gut kravle ned i et mandehul eller lignende. Men han kan stadig levere komikken, og det gør han rigtigt godt og med stor selvironi.
Der er enkelte fejlskud, men de banker den også ud af parken flere gange. Især aldersveteranen Arnold på glatis med moderne udtryk og fænomener, samt samspillet mellem ham og den anden agent, er godt. Men jeg vil ikke spolere detaljerne her.
Det er ikke en perfekt serie, men det er en rigtigt hyggelig serie for Arnold-fans. Den holder fanen højt med blodig action og grovkornet humor, og så er den ikke engang særligt woke, selvom den kunne være det.
Du kan se den på Netflix.