Gattaca er en science fiction-thriller fra 1997 skrevet og instrueret af Andrew Niccol. Han har også skrevet The Truman Show og skrevet/instrueret film som Lord of War og In Time.
Den foregår i en fremtid, hvor genteknologi er det nye sort. Kunstig befrugtning og designerbørn har erstattet naturens tilfældigheder, og kortlægningen af menneskets DNA har skabt et klasseopdelt samfund, hvor det genetiske potentiale vægtes højere end erfaring, uddannelse og indsats.
Handlingen følger Ethan Hawke i rollen som Vincent Freeman, et kærlighedsbarn med en tvivlsom genetisk profil, dømt til et kort, formålsløst liv. Alle, selv hans egne forældre, har opgivet ham på forhånd, for videnskaben kan umuligt tage fejl. Men Vincent drømmer om mere, og han beslutter sig for at snyde systemet.
Selvom filmen er 20 år gammel, er temaet stadig aktuelt. Den er det skrækscenarie, modstandere af genteknologi og DNA-registre frygter. Samfundet er allerede klasseopdelt på mange, mange forskellige måder, og det er ikke svært at forestille sig, vi en dag vil tale om det genetiske herrefolk i stedet for det racemæssige, samfundsmæssige, politiske eller religiøse ditto.
Ud over at være en tankevækkende debatskaber, der rejser mange interessante spørgsmål om teknologi og etik, er det også en velskrevet og visuelt forførende thriller, som filmelskere og fans af science fiction og moderne film noir må holde af.