Glass Onion: A Knives Out Mystery

Glass Onion: A Knives Out Mystery er en krimikomedie fra 2022 skrevet og instrueret af Rian Johnson. Han er manden bag bl.a. den udskældte Star Wars: The Last Jedi, men også forgængeren Knives Out samt tidsrejse-thrilleren Looper.

Daniel Craig er tilbage som den berømte detektiv, Benoit Blanc. Johnson har endnu engang samlet en større flok filmstjerner til at akkompagnere ham i et forestående mordmysterie. Dette er sat på en isoleret ø, hvor tech-milliardæren Miles Bron bor.

Siden den sidste film har jeg set begge Hercule Poirot-filmene med Kenneth Branagh. Ovenpå dem står det meget klart, at Craig spiller en variant af den type detektiv. Han er en lige så spøjs karakter og på en måde altid ude af sit element. I endnu højere grad i dette højteknologiske ø-paradis.

Man kan udlægge dette som manglende originalitet, men jeg vil kalde filmene en hyldest til genren. Johnson har skabt en slags moderne Clue-film, og naturligvis må karakterer som Poirot inspirere ham.

Fuldblodsmordmysterie

Den moderne kulisse og de nye karakterer giver nye muligheder. Filmens selvbevidsthed om genrens faste ingredienser anvendes kreativt, og Johnson lokker dig i én retning, før han behændigt undviger den værste kliché med en velkommen overraskelse.

Plottet er genialt. Den første overraskelse fører til mange flere. Der er adskillige lag at afskrælle, og det fulde mysterie afdækkes med stor opfindsomhed. Den høster inspiration mange steder, men det endelige værk er et fuldblodsmordmysterie i sin egen ret.

Du kan se den på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.