Good Morning, Vietnam er et komediedrama fra 1987 instrueret af Barry Levinson. Han har også instrueret bl.a. Bugsy, og han vandt en Oscar for Rain Man. Filmen er løst baseret på den rigtige Adrian Cronauers oplevelser som radiovært under Vietnam-krigen.
Robin Williams spiller den kontroversielle og ekstremt populære radiovært i filmen. Det er en af de roller, han er bedst kendt for, og han udfolder sit talent som speedsnakkende improvisator. Hans grovkornede humor, parodier på bl.a. præsidenter, upræcise vejrudsigter og valg af musik (tidens pop & rock) skrubber den militære ledelse alle de forkerte steder, og de gør alt for at stoppe ham.
Det er en anmelderrost klassiker. Den scorer 90 procent på Rotten Tomatoes, og Williams blev nomineret til en Oscar og en BAFTA, og han vandt en Golden Globe.
Det er en god film, der både masserer lattermusklerne og vækker følelser. Den glemmer ikke alvoren bag krigen, selvom Cronauer dybest set er hofnarren, hvis klovnerier har til formål at opmuntre de stakkels soldater, der kæmper en umulig krig.
Men jeg synes også, den retrospektivt er en smule ujævn. At balancen mellem alvor og humor ikke er optimal. At handlingen er en smule retningsløs. At den dybest set ikke rigtigt udretter eller ændrer noget. Hvilket kan være pointen. Men det er en smule uklart.
Advarsel! Spoilere i dette og næste afsnit!
F.eks. er det lidt mærkeligt, den efter en konfrontation mellem Cronauer og Tuan, der udstiller Cronauers naivitet og minder os om, hvor formålsløs krigen er, og hvordan den rammer de forkerte, slutter af med en baseball-kamp med de vietnamesere, han har undervist i engelsk. En tjans han i øvrigt tog for at score den tredje kvinde, han ser. En kvinde, vi aldrig lærer at kende. Han synes, hun er smuk, og det er alt.
Det er overfladisk og her-kommer-jeg-agtigt. Typisk amerikansk. Jeg tror bestemt, at baseball-kampen er ment som en hjertet-på-rette-sted-scene. Han kom til at holde af dem. Men det udstiller også den amerikanske tankegang. “Vi er verdens navle, alle vil være som os.” Hvilket skurrer imod det kritiske budskab om krigen, den også rummer. Det minder mig om et South Park-afsnit, hvor de voksne i byen bliver enige om, at de som land kan være både for og imod Irakkrigen på samme tid.
Måske overfortolker jeg. Jeg kan godt lide den, og den skal have den ros, at de ikke pakker noget ind. Der er nogle stærke scener og barske billeder i filmen. Man får muligheden for selv at lægge vægten, som man vil.
I skrivende stund kan du se den på Disney Plus.
