Gravity

Gravity er en science fiction-thriller fra 2013 instrueret af Alfonso Cuarón, hvis øvrige værker bl.a. tæller Children of Men samt Harry Potter and the Prisoner of Azkaban.

Handlingen foregår i real-time. Det betyder, at spilletidens 91 minutter dækker en begivenhed, der har samme længe. Du følger den minut for minut. TV-serien 24 kørte efter samme koncept. De klippede dog imellem mange forskellige karakterer. Her følger du Sandra Bullock i samtlige 91 minutter.

Hun er på sin første mission i rummet sammen med George Clooney. De skal opgradere Hubble-teleskopet, men under rumvandringen rammes de af vragdele fra en russisk spionsatellit. Alt går galt, og en desperat kamp for overlevelse begynder.

Det er en katastrofefilm i rummet, og en sammenligning med Apollo 13 virker oplagt. Men de to film er vidt forskellige. Dels pga. real-time-konceptet. Apollo 13-missionen tog næsten 6 dage. I Gravity får du en højintens overlevelseskamp på ca. halvanden time. Men også fordi Bullock er isoleret. Der er ingen råd og vejledning fra kloge hoveder på Jorden. Radiokommunikationen er død, og hun må løse problemerne på egen hånd.

Tempoet er højt, og der er vilde scener, hvor alting er ude af kontrol. Selvom det nærmest er en kortfilm med kun to navne på rollelisten og én lokation, er budgettet på niveau med f.eks. den førnævnte Harry Potter-film. Effekter er ikke billige. Men de er flotte, og håndværket blev belønnet med hele syv Oscars i de tekniske kategorier.

Det er en usædvanlig film, og måske vil den ikke være for alle. Det er trods alt en utraditionel fortælleform med få karakterer, du knap nok lærer at kende. Det er mere som at følge en ulykke, mens den sker. Men jeg var revet med fra start til slut.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.