
The Chase er en actionkomedie fra 1994 instrueret af Adam Rifkin. Han har instrueret film som The Nutt House og Psycho Cop 2, samt skrevet manuskript til bl.a. Small Soldiers og Mus i eget hus.
Charlie Sheen er en eksfange, der går i panik og kidnapper en ung kvinde (Kristy Swanson), fordi han frygter at blive anholdt for biltyveri. Det udvikler sig til en heftig biljagt, som strækker sig gennem hele filmen, fordi den unge kvinde viser sig at være millionærarving.
Det er en film for 90’ernes MTV-generation. Dels er der græsteroller til flere rockmuskere, Anthony Kiedis og Flea fra Red Hot Chili Peppers samt Henry Rollins, men den taler også til den rebelske teenager, som kan lide anti-helte, der giver “manden” fuckfingeren.
Jeg var overhovedet ikke en rebel som teenager (ud over alm. skoletræthed og vildere fester, end min mor brød sig om), men jeg havde langt hår, lyttede til Nirvana (og Red Hot Chili Peppers) og elskede filmen.
Man ville ikke sige, den er ældet med ynde. Den er et 90’er-produkt på alle måder. Den hørmer af årtiet. Men som 90’er-teenager er det fed nostalgi, og jeg synes, den stadig holder, når man ser den i det lys. Som en tidskapsel fra en svunden tid.











