Christopher Lambert som John Clayton aka. Tarzan, abernes konge.
Da jeg var barn, havde vi én TV-kanal. Det var i 80’erne, før TV2 blev skabt. Paraboler og kabel-TV lå stadig ude i fremtiden for mit vedkommende. Men Danmarks Radio sendte gamle film, og blandt disse var Tarzan-filmene fra 1930’erne og 40’erne med den tidligere olympiske svømmer, Johnny Weissmuller, som den letpåklædte junglebøf.
Han er den mest berømte og længst liansvingende Tarzan med hele 12 film fra 1932 til 1948 på sin filmografi. Men Tarzan blev også spillet af mange andre både under og efter Weissmuller-æraen. Faktisk var han den mest indbringende filmkarakter i en opgørelse fra 1965. I nutidspenge havde han indtjent næsten 7 milliarder dollars.
Men de lavede også nye Tarzan-film i 80’erne. En af dem var Tarzan, the Ape Man med Bo Derek, kendt fra 10, som Jane. Der er masser af nøgenhed i den, og jeg så den ikke.
Greystoke: The Legend of Tarzan, Lord of the Apes er den anden. Den udkom i 1984, og de valgte en ny retning ift. alle tidligere filmatiseringer. Faktisk en anden genre. De baserede den stadig på Edgar Rice Burroughs originale værk, Tarzan of the Apes, men de hentede også inspiration i science fiction-forfatteren Philip José Farmers fiktive biografi, Tarzan Alive.
Moderne Tarzan-fortælling
Heri beskrives Tarzan som en rigtig person, der har levet, og Farmer introducerede en række ændringer, som gjorde fortællingen mere realistisk. Disse hapsede folkene bag Greystoke, og derfor er deres film ikke et actioneventyr, men et moderne drama.
Hvis du sorterer detaljerne fra, er fortællingen velkendt. Tarzan er spæd, da hans forældre dør i den barske jungle. Han vokser i stedet op blandt aber, men en dag bliver han opdaget af et andet menneske, som tager ham med til civilisationen, hvor han lærer sin familie og forhistorie at kende. Han møder naturligvis også Jane og erfarer, hvad den slags kærlighed (og elskov) er for noget.
Andie MacDowell og Christopher Lambert i et dyrisk øjeblik.
Jeg vil ikke afsløre de mange ændringer. Lad os bare sige, han hverken slås med krokodiller eller matcher sine abevenner med svulmende svømmemuskler. De har castet Christopher Lambert, kendt fra især Highlander, og han er i god form, men intet muskelbundt.
Til gengæld er han fremragende i den film, de har valgt at lave. Han fungerer supergodt som både den dyriske vildmand og den velsoignerede adelsmand. Han spiller bagdelen ud af lændeklædet, og der er kun få svipsere i hans præstation.
Vellykket eksperiment
Den kan beskrives som en blanding af Quest for Fire og Pride and Prejudice. Første halvdel er en barsk junglefilm fortalt med få ord. Du følger Tarzan og abeflokken, og de kan sammenlignes med hulemænd, da de kommunikerer med grynt og kropssprog. Anden halvdel foregår i Skotland i et adelsklassemiljø med alt, hvad dertil hører.
Det er en meget, meget atypisk Tarzan-film. Men håndværket er godt, og jeg vil rose dem for at prøve noget nyt med en karakter, der er filmatiseret så ofte. Faktisk flere gange hvert årti i fem årtier forinden. Det svarer næsten til Batman i dag. Han er også nået til et punkt, hvor de eksperimenterer mere med formlen for en Batman-film.
Det sidste, jeg vil nævne, er effekterne. Disse består i denne film af abekostumer. Lambert har trods alt ikke forsøgt at spille skuespil med en rigtig abeflok. Der er mennesker bag maskerne, og maskerne er flotte og udtryksfulde. Håndværket er fremragende, og de fine detaljer i mimikken tillader skuespil, så man kan følge fortællingen.
