Highlander

Highlander er en fantasy-actionfilm fra 1986 med Christopher Lambert, Sean Connery og Clancy Brown som (næsten) udødelige krigere, der må kæmpe til sidste mand.

Filmen er baseret på et originalt manuskript af Gregory Widen, der skrev det, mens han studerede filmkundskab på universitetet i Californien. Hans korte filmografi tæller også Backdraft fra 1991 med Kurt Russell, Robert De Niro og Donald Sutherland. Med to så solide succeser under bæltet er det en overraskelse, at han ikke har haft en karriere med flere storfilm.

There Should Be Only One

Filmen er en genreklassiker og en kultfilm, der affødte fire efterfølgere, tre TV-serier (én af disse animeret), bøger, tegneserier og computerspil. Et fyldigt eftermæle som desværre beskæmmes af filmenes kvalitet. Men det vil jeg gemme til, jeg genser og anmelder dem.

Den første film er et mesterværk, og man fristes til at anvende dens slogan om hele franchisen: “There Can Be Only One.” Jeg er ikke i tvivl om, at mange ville ønske, at det forholdt sig sådan.

Det er ikke en vampyrfilm, men den behandler udødelighed med samme ærefrygt som mange af historierne om disse overnaturlige skabninger. Den rummer både det eventyrlige, men også det ulykkelige ved evigt liv, og den fortæller det på smuk, poetisk vis til tonerne af Queens Who Wants to Live Forever. Den sang går lige i hjertet på mig.

Moderne sværd & trolddom

Samtidig er det en moderne sværd & trolddom-film med skotske Sean Connery som en spansk fægtemester fra Ægypten og franske Christopher Lambert som krigerisk skotte. Det lyder spøjst, men det virker bare, og Widens remix af genre-elementer forvandles til en perfekt storm af eventyrlig mytologi og rå 80’er-action.

Clancy Brown er en skøn, skummel, endda uhyggelig og modbydeligt ondskabsfuld filmskurk, der er som taget ud af slasher-film. Han burde figurere på lister med topskurke som Freddy Krueger og Michael Myers, så god er han.

Det er er en film, der har det hele, og den fungerer lige så godt i dag som i 1986. Et vidunderligt gensyn med to af mine barndomshelte, og et af mange højdepunkter i Sean Connerys karriere.

Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.