Guardians of the Galaxy Vol. 3

Som du formentlig ved, er James Gunn skiftet til DC, hvor han er sat i spidsen og skal genopbygge en ny og forbedret version af deres superhelte-univers. Men inden da har han færdiggjort sin svanesang hos Marvel.

Aftenens film er det tredje og formentlig sidste kapitel i den populære rum-saga. I hvert fald den sidste omgang med Gunn ved roret, da han næppe vil arbejde for begge filmselskaber ud over dette midlertidige overlap.

Livet går sin vante gang på rumstationen Knowhere, hvor Star-Lord og de andre galaksevogtere bor. Men pludselig bliver de angrebet af en fyr med mægtige superkræfter, og det går værst ud over Rocket.

For at redde ham skal de bruge koderne til hans cyborg-teknologi, men de tilhører en magtsyg (og skrupskør) videnskabsmand med alt for mange ressourcer og alt for lidt selvkontrol – og nul moralske skrupler.

Det udvikler sig naturligvis til et rumeventyr, hvor hele banden kan udfolde sig og gøre det, de gør bedst – eller værst. Deres største styrke er og bliver deres familiære sammenhold, for de er ikke holdt op med at dumme sig, og det bliver som regel værre, før det ender godt.

Sprudlende rumeventyr

Karaktererne er gode som altid. Kemien og samspillet er intakt, og du får en rigtig solid efterfølger, som mange andre trilogier kun kan misunde. Gunn har også fået godt styr på, hvem der “leger” bedst sammen, så han kan opdele dem efter behov.

Der er meget positivt at sige. Plottet handler om Rockets fortid, og han får en velfortjent oprindelseshistorie, som er bevægende og tilføjer tyngde og en god kontrast til de mange, mange scener, hvor Gunns velkendte humor sprudler – eller sågar sprøjter.

Desværre trækker det lidt i den anden retning, at Gunn samtidig er blevet alt for glad for sin egen opskrift. Brugen af musik og scener med ballet-agtig slow motion, hvor alting svæver rundt i vægtløshed, begynder at føles som gentagelser og atter gentagelser.

Nogen vil formentlig også stå af på humoren. Men det ville være mærkeligt, hvis filmene pludselig skiftede tone. Hvis man ikke kunne lide de andre, skal man ikke forvente, den tredje film ændrer noget.

Den er bedre end 2’eren. Rockets historie trækker op. Meget endda. Der er masser af sjove løjer og god action med en veloplagt rolleliste. Der er scener, hvor musikken er brugt perfekt. Bare ikke hver gang.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.