Guillermo del Toro’s Pinocchio er en stop-motion-animeret fantasy-musical fra 2022 instrueret af del Toro og Mark Gustafson efter et manuskript af del Toro og Patrick McHale. Det er en nyfortolkning af det gamle eventyr om Pinocchio inspireret af Gris Grimlys illustrationer fra 2002.
Snedkeren Gepetto lever alene med sin søn i en lille italiensk landsby under anden verdenskrig. Da han mister sønnen i et bombeangreb, snedkerer han en drengedukke i et anfald af sorg, vrede og fuldskab. Samme nat får det lille værksted besøg af et overjordisk væsen med magiske kræfter.
Det er meget, meget længe siden, jeg har set Disneys Pinocchio. Vi taler om min spæde barndom for snart 40 år siden. Jeg husker bedst scenen fra Disney Juleshow, som jeg har set mange år i træk. Del Toro har lavet sin egen version af den.
Snørklede skovvæsener
Det er en film i instruktørens ånd. Stilen lægger sig tæt op af f.eks. Pan’s Labyrinth med snørklede skovvæsener og menneskelige karikaturer. Det er en stil blottet for traditionel skønhed og Disney’sk nuttethed, men den er smuk på sin egen måde.
Historien er tilsvarende dyster. Krig, tab og sorg er elementer, del Toro introducerer. Hans udgave af det gamle eventyr er såkaldt dark fantasy lige som førnævnte Pans labyrint. Eller f.eks. Grimms originale eventyr før Disney nuttede dem op og gjorde dem børnevenlige i moderne forstand.
Men selvom kulissen er dyster, er det en sød film om kærligheden mellem fædre og sønner. Om at begå fejl og sige ting, man ikke mener, lære af dem og rette op på dem. Pinocchio skal lære at leve, og Gepetto skal lære at elske igen. De har brug for hinanden.
Du kan se den på Netflix.
Efterord
Årets Oscar-show er forbi, og den vandt prisen som den bedste animerede film. Det er del Toros tredje Oscar.
