Hannie Caulder

Den 15. februar 2023 måtte vi sige farvel til endnu en folkekær filmstjerne. Raquel Welch var en af sin tids største sexsymboler og kendt fra bl.a. Fantastic Voyage, One Million Years B.C. og The Three Musketeers.

Hun havde en lang karriere med både store og mindre roller. Bl.a. var hun også Pauls mor i TV-serien Spin City. Hendes seneste rolle var i 2017 i en anden serie, Date My Dad.

Hun blev 82 år gammel, og hun er værd at både hylde og huske. Jeg har længe haft denne film liggende, og dette er en god anledning til at se den.

Hævn og sød musik

Det er en britisk western fra 1971 instrueret af Burt Kennedy. Han var især kendt som western-instruktør og lavede bl.a. Panser-diligencen med John Wayne og Kirk Douglas samt Togrøverne, også med Wayne.

Raquel er titelkarakteren, Hannie Caulder. Hun bor med sin mand på en lille gård, men en dag kommer tre banditter forbi. Manden myrdes, stakkels Hannie voldtages på skift, gården brændes ned og hestene stjæles.

Hun vil naturligvis hævne sig og møder en dusørjæger (Robert Culp), som i begyndelsen er modvillig, men til sidst lærer hende at håndtere et skydevåben. Måske er der også lidt sød musik og en gåtur på stranden.

Spaghetti-exploitation?

Det er en fin, lille western-udgave af et velkendt exploitation-plot. Det er dog ikke en decideret exploitation-film, da den ikke svælger i grusomhederne eller udnytter hendes velformede skikkelse alt for groft. Det meste er overladt til fantasien.

Den minder om mange andre spaghetti-westerns fra samme tid, selvom den er britisk. Der er også humor, og banditterne er ret bøvede, når de ikke lige gør uskyldige kvinder fortræd. Det er et kluntet toneskifte. Den er ikke perfekt – men underholdende.

Raquel er smuk og dejlig, Culp er hård, men retfærdig, og selveste Christopher Lee gæsteoptræder som en viis våbensmed. Det er en film med skønne gensyn, og en god historie med mere indhold end bare hævn.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.