Spin City

Jeg elsker Michael J. Fox. Han er en af mine største barndomshelte. Ikke mindst pga. verdens (måske) allerbedste film, Tilbage til fremtiden, men så sandelig også pga. Blomsterbørns børn, Teen Wolf, Forført til succes og alle de andre.

Han vendte tilbage til TV i 1996 i Spin City, og den er lige landet på Viaplay. Derfor dette skriv.

Morsomme møgsager

Det er en sitcom, der foregår på borgmesterkontoret i New York, og Fox er viceborgmesteren Michael “Mike” Flaherty. Den handler dog ikke om tør og kedelig politik, men om morsomme møgsager, der skal spinnes, og alt det andet, der foregår på og omkring borgmesterkontoret og i de ansattes liv.

Ideen er derfor ganske frisk, selvom det naturligvis ikke er den første sitcom, der handler om andet end en kernefamilie med et eller andet tvist.

Humoren er velkendt, og man slipper ikke for nogle af de jokes, man har set mange gange før i lignende situationer. Men persongalleriet er godt, og selvom de starter som stereotyper, udvikler de sig hurtigt til en rigtig god gruppe med masser af kemi og lune.

Mike er naturligvis hovedpersonen og omdrejningspunktet, og hans privatliv og kærlighedsliv fylder mest. I første sæson dater han i øvrigt en ung Carla Gugino (Sucker Punch, Geralds farlige leg). Senere får han selskab af Heather Locklear (Melrose Place, T.J. Hooker).

Der er masser af gæstestjerner. Blandt de mere prominente navne finder vi selveste Farrah Fawcett og Raquel Welch. Blandt de mere usædvanlige er der bl.a. supermodellen Heidi Klum. Der er også skønne, nostalgiske gensyn med forældrene fra Blomsterbørns børn.

Mike bliver endda genforenet med Doc Brown (Christopher Lloyd) i et afsnit, der hedder Back to the Future IV – Judgment Day. Det er naturligvis en intern joke. Han spiller ikke Doc Brown.

Vidunderligt gensyn

Det er en skøn serie og et vidunderligt, nostalgisk gensyn med Fox og alle de andre. Desværre måtte han stoppe efter fire sæsoner, da han var ramt af Parkinsons, som du måske ved. Charlie Sheen overtog tjansen som den nye viceborgmester. Det er ikke helt det samme, men han gjorde da et hæderligt forsøg.

Hvor ville jeg placere den blandt mine yndlingssitcoms? Hmm. Selvom jeg er rigtig vild med den og Fox, er den ikke helt oppe på niveau med fx Seinfeld og Frasier. Så jeg giver den ni hjerter.

Du kan se den på Viaplay.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.