Harley Davidson and the Marlboro Man er en actionthriller fra 1991 med Mickey Rourke og Don Johnson som de to titelfigurer baseret på hver sit ærkeamerikanske macho-symbol.
De er på hver sin måde indbegrebet af den klassiske actionhelt. De lever det frie liv efter bedste evne, tager hver en sag i egen hånd og løser den på overlegen vis med næver og fede one-liners. Kvinderne er naturligvis vilde med dem, men de er alt for seje til at lade sig binde.
Da deres gamle stamværtshus er ved at lukke pga. dårlig økonomi, beslutter de at røve en pengetransport og fylde hullerne i regnskabet med kolde kontanter. Men det er nemmere sagt end gjort, for bankdirektøren har en sidegesjæft som narkohandler, så han tager (også) sagen i egen hånd – og uddelegerer det beskidte arbejde til sine læderklædte, svært bevæbnede håndlangere.
Det er på sin vis en tynd og klichéfyldt omgang bankekød til slemme drenge med stereotypiske papkarakterer i alle roller. Af samme grund storfloppede filmen dengang.
Verdens bedste film?
MEN det er en veludført actionfilm, der svømmer over med genrens bedste ingredienser. Fra topløse dansepiger til armlægning og barslagsmål. Nævekampe, skuddueller, hurtige motorcykler, villige damer, osende cigaretter, hullede cowboystøvler og meget, meget mere.
Som filmnørd og nostalgiker er det svært at hade macho-helte som disse, for de er samtidig indbegrebet af alt det, man elsker ved genren. Pyt med at de er klichéer. De er også Mickey Rourke og Don Johnson. Førstnævnte med et strejf af Bruce Willis endda.
Det er ikke verdens bedste film, selvom jeg kender filmnørder på Facebook, der insisterer på netop det. Men det kan meget vel være verdens mest politisk ukorrekte film. En genrefilm, der på en måde hylder alt det, genren har mistet i tidens løb. Og det er sgu ikke så ringe endda.
