Fantastiske Toni Collette som moderen i filmen.
Fredag den 13. falder flere gange hvert år, og det er ikke altid, jeg får fejret den uhyggelige helligdag med et godt gys. Men i disse virusinficerede tider syntes jeg, det var på sin plads.
Aftenens film er dog ikke inspireret af den verdensomgribende pandemi, der hærger netop nu, selvom der er masser af gysere baseret på noget lignende, også udenfor zombiegenren. Det er derimod en lille sag ved navn Hereditary, eller Ondskabens hus på dansk, som min slagtehalsmakker, den gode hr. Ruben Greis, anbefalede mig at se.
Det er en film af den type, hvor jeg helst ikke vil afsløre for meget. Men ganske kort fortalt handler den om en familie, som netop har begravet sit ældste medlem, en mor, svigermor og bedstemor. Og så starter uhyggen.
Det er en skummel film, på den gode måde, uforudsigelig og rædselsvækkende. Der er ingen jump-scares og andre billige tricks (okay, et enkelt eller to, men ikke mange), men en gennemtrængende, gruopvækkende stemning skabt af menneskelig tragedie og okkult mystik. Det er djævelsk godt skrevet, lavet og fremført.
Jeg spolerer næsten for meget, hvis jeg siger mere. Find den og se den.
