House II: The Second Story er, som du nok kan gætte, efterfølgeren til House. Normalt – og helst – kan man sige, at hele holdet er tilbage, men denne gang er de alle blevet hjemme. I hvert fald holdet foran kameraet. Jeg har ikke tjekket hele produktionsholdet.
Den nye hovedperson er Arye Gross, kendt fra Ellen og Castle. Han får bl.a. selskab af den anden stamgæst i Sams bar, postbuddet Cliff dvs. skuespilleren John Ratzenberger. Utvivlsomt en slags intern joke, da Norm dvs. George Wendt havde en birolle i den første film.
Der er også plads på rollelisten til Bill Maher. I dag bedst kendt som satirisk, politisk kommentator a la Jon Stewart, men dengang var han komiker og skuespiller, og han dukkede op i TV-serier som Hun så et mord og Vore værste år.
Sidst, men ikke mindst, får jeg øje på Amy Yasbeck. Hvem, tænker du måske. Jeg har hende frisk i erindring, for jeg har netop set hende i Dracula: Dead and Loving It og Robin Hood: Men in Tights.
Væsentlig mere fjollet
Huset er heller ikke det samme. Det kunne lige så godt være en helt anden film i stedet for en 2’er. Men manuskriptforfatteren Ethan Wiley har skrevet begge film, og denne gang har han også instrueret.
Denne gang er omdrejningspunktet et krystalkranie, og huset hjemsøges af en mystisk skikkelse, der kræver det udleveret. Førnævnte Gross er tipoldebarn til husets oprindelige ejermand, og hans nysgerrighed fører ham på sporet af kraniet.
Filmen tumler ikke med alvorlige emner lige som den første film, og det er en god ide. Niveauet er det samme, og den fjollede tone fungerer bedre, når den ikke blandes med mislykkede forsøg på drama.
Samtidig er den væsentligt mere fjollet end 1’eren, og handlingen byder på både forhistoriske øgler, jomfru-ofringer og skuddueller på ægte western-maner. Den er et slags horror-actioneventyr, og der er fuld gas fra start til slut.
Jeg ender på samme bedømmelse, for selvom fjollerierne fungerer bedre, er det ikke nok til et helt hjerte mere. Men nok til en hyggelig aften.
