I Løvens tegn er et erotisk lystspil fra 1976. Det er den fjerde af de seks Stjernetegnsfilm. For mit eget vedkommende er det den sidste, jeg mangler at se – og anmelde.
Handlingen er sat i 1934. Et par gamle damer har skrevet deres erindringer, men forlagene afviser dem igen og igen. De beslutter derfor at revidere og krydre værket med det, de udelod i første omgang. Deres erotiske oplevelser som stuepiger hos den gamle greve.
Fortællingen forvikles yderligere, da damerne beslutter at anonymisere bogen ved brug af et pseudonym. De vælger nemlig navnet på deres nevø, som intet aner. Forlæggeren får heller intet at vide, og det hele går op i hat og briller, da den skrækkelige grev Hubert forsøger at forpurre forlystelserne.
Humoren er atter alt for fjollet til at være rigtigt sjov. Nu gik det ellers lige så godt i de to forgængere. Men det handler jo også mest om erotikken. Handlingen skal blot bringe os fra sexscene til sexscene.
Pornoen er stadig hård efter datidens standard. Du får lidt af det hele, men scenerne er ikke lange. De erotiske dansescener fylder mere denne gang.
Nu, hvor jeg har set dem alle, kan jeg gøre status. Serien topper i nr. 2 og 3, I Tyrens tegn og I Tvillingernes tegn. Både som pornofilm og sexkomedier fungerer de to bedst.
Denne her lægger sig i anden række. Lavpunktet er for mig den første, I Jomfruens tegn.