Inferno, Rædslernes inferno på dansk, er efterfølgeren til Dario Argentos kultgyser, Suspiria. Lige som forgængeren, er filmen inspireret af Thomas De Quinceys essay-samling Suspiria de Profundis. Inferno udbygger historien om “The Three Mothers,” de tre hekse, der er baggrunden for hver af de tre film i trilogien.
Læs mere i anmeldelsen af Suspiria.
Handlingen begynder i New York, hvor en ung kvinde har læst en gammel bog om de tre mødre og opdaget, hun bor i den bygning, hvor en af heksene siges at bo. Hun kontakter sin bror, der studerer musik i Rom, og han tager hjem til USA for at besøge hende. Men da han når frem, er hun forsvundet. Han allierer sig med hendes nabo, og sammen går de på jagt i den gamle, mystiske bygning.
Dario har også instrueret og co-skrevet Inferno. Han er dog den eneste krediterede forfatter. Ifølge Daria Nicolodi, der også co-skrev Suspiria sammen med ham, er årsagen, at hun kæmpede hårdt for at blive krediteret første gang, og det var en kamp, hun ikke orkede at gentage. Til gengæld kan hun ses i filmen i rollen som søsterens nabo.
Irene Miracle i et vådt øjeblik.
I en kort præsentation på min DVD-skive fortalte Dario, at filmen var en af hans sværeste produktioner at gennemføre. Han nævnte ikke hvorfor, men jeg har læst bagefter, at han blev ramt af leverbetændelse under optagelserne og måtte færdiggøre flere scener liggende. Nogle dage måtte han blive i sengen, og her trådte reserveholdet til. Af samme grund er filmen en af dem, han synes mindst om.
Som Suspiria, bare ringere
Det er en efterfølger, og det er umuligt ikke at sammenligne Inferno med Suspiria. Som du måske har læst, var jeg imponeret af scenografien, musikken og enkeltstående scener i Suspiria, men jeg syntes, handlingen svigtede og fik de gode elementer til at falde fra hinanden. Inferno er lige sådan, bare ringere.
De har forsøgt at genskabe de visuelle godbidder, men det er ikke lykkedes i samme grad. Der er enkelte flotte scener, men de er færre, og der er længere i mellem dem. Samtidig er handlingen en rodet omgang.
I Suspiria savnede jeg en forhistorie, bedre opbygning og mere logik i mystikken. Men der var stadig en rød tråd og en retning, man kunne følge. I Inferno er der ingen rød tråd eller retning, og selvom du får en forhistorie om bygningerne og de tre moderhekse, er det svært at få øje på logikken i det meste af handlingen.
Der var meget lidt jeg nød i Inferno, og den dumper med et brag.
