Jack Reacher: Never Go Back

Jack Reacher: Never Go Back er den første og foreløbig eneste efterfølger til Jack Reacher, filmatiseringen med Tom Cruise fra 2012. Siden da er der kommet en TV-serie med Alan Ritchson i hovedrollen, og 62-årige Cruise vender næppe tilbage.

Filmen er baseret på den 18. udgivelse i Lee Childs bogserie. Han er yderst produktiv og har skrevet en ny hvert år siden 1997. I år udkommer nr. 29. Den første film var baseret på den 9. bog, hvorimod TV-serien startede med den allerførste bog.

Edward Zwick overtog instruktørstolen efter Christopher McQuarrie, der havde travlt med andre kommende Cruise-film. Måske genkender du ikke navnet, men Zwick er manden bag bl.a. The Last Samurai, Blood Diamond og Courage Under Fire.

Denne gang har Reacher fået en telefonveninde (Cobie Smulders), som også er den nye leder af militærpolitiet. Da han tager til Washington for at møde hende, er hun blevet anklaget for landsforræderi. Han beslutter at involvere sig, og det tager ingen godt imod.

Mindre, mindre, mindre

Smulders er bedst kendt fra How I Met Your Mother, men hun har også været S.H.I.E.L.D.-agent i MCU, dog i en relativt lille rolle. Dette er første gang, hun spiller en hovedrolle. Hun gør det fint, men Cruise er svær at overgå.

Der er masser af action, og niveauet er på linje med forgængeren. Dog fungerede Reacher langt bedre som en enmandshær, der hele tiden var et skridt foran skurkene. Her er han på flugt, og han er ikke alene.

Der ryger meget på den konto. Reacher er mindre skarp, mindre kompromisløs, mindre ovenpå. Mystikken er stort set forsvundet, og den har taget kanten med. I det hele taget var forgængeren bare en federe film.

Du kan se begge film på Netflix. Jeg anbefaler den første, men du kan godt undvære denne.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.