The Peacemaker er en politisk thriller fra 1997 instrueret af Mimi Leder. Hun lavede en håndfuld film, bl.a. Deep Impact, men arbejdede primært på TV. Her mødte hun George Clooney, og hun castede ham som filmens actionmand.
Den er inspireret af One Point Safe, en roman af ægteparret Andrew og Leslie Cockburn. De er begge journalister, og sammen har de skrevet og filmatiseret dokumentarer om alskens aktuelle emner. Deres bog handler om det russiske atomarsenal efter Sovjetunionens opløsning.
Førnævnte Clooney danner makkerpar med Nicole Kidman i filmen. Han er spion i militærets efterretningstjeneste. Hun leder det nationale sikkerhedsråds anti-atomsmuglingsenhed. De sættes sammen, da en atombombe detonerer i en togulykke i Østeuropa for at dække over et røveri, hvor yderligere ni atombomber udgør byttet.
Her fra går den sporadisk vilde skattejagt på røverne, som formentlig også har terroristiske hensigter med vesten som hovedmål, naturligvis. Sporadisk fordi handlingen veksler mellem god, gammeldags action og særdeles realistisk efterretningsarbejde.
Sidstnævnte bliver en anelse tørt i længden. For meget snak og for mange protokoller. De har tegnet et troværdigt billede af situationen bag kulisserne, når den slags udspiller sig. Men det er ikke særligt spændende at se på – eller også er det bare skidt udført.
Det er langt bedre, når Clooney drøner rundt i en mercedes med ondsindede BMW’er i hælene, eller når han selv er jægeren i New Yorks gader, og byttet er en bombemand med et sprænghoved i rygsækken. Her er filmen en effektiv actionbasker.
Jeg ender på en bedømmelse lige over middel. Man mærker instruktørens manglende erfaring på dette niveau, og det samme kan siges om actionmanden i visse scener. De havde et godt udgangspunkt, men de snubler et par gange undervejs.