Jason Lives: Friday the 13th Part VI

Jason Lives: Friday the 13th Part VI er den sjette film, og Jason lever. Trods flere år i en kiste under jorden, hvor mider, maddiker og andre klamme dyr har gnasket løs på hans rådnende legeme, er et lillebitte lyn nok til at re-animere ham.

Tommy fra de to foregående film er også tilbage, og det er alt sammen hans skyld. Men ingen lytter, og Camp Crystal Lake fyldes snart med nye, unge lejrskoleledere. Det er næsten som at starte forfra, men denne gang er Jason stærkere og gyseligere end nogensinde.

Humoren er stadig fjollet, men knap så fladpandet. De værste eksempler er i det mindste ikke nogle stereotype rednecks, men en flok paintball-krigere. Dermed undgår den de faldgruber, som irriterede mig i forgængeren.

Du har stadig set det hele før, men på en eller anden måde er det lidt bedre end de seneste film. Måske simpelthen fordi det er lykkedes dem at nedjustere dumhederne. Der er små fremskridt og forbedringer.

Tag ikke fejl. Serien er stadig bedst i de første to film. De formår ikke at genopfinde den lige så godt som f.eks. Freddy Krueger- og Chucky-filmene. Men i det mindste er den underholdende uden at blive træls.

I skrivende stund kan du se den på TV2 Play med et SkyShowtime tilkøb.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.