“Denne gang er det personligt!”
Jaws: The Revenge, også kendt herhjemme som Dødens gab 4, er en gyser fra 1987 instrueret af Joseph Sargent. Han er bedst kendt for den oprindelige The Taking of Pelham One Two Three samt White Lightning.
Lorraine Gary er tilbage som Ellen Brody, hustruen og enkefruen til Roy Scheiders karakter i de to første film. Han er kradset af i mellemtiden. Men hendes børn er voksne, og hun er bedstemor til en 5-årig pige.
Hun bor stadig i Amity, hvor hendes yngste søn er fulgt i faderens fodspor. Det er jul, og alt ånder fred og ingen fare. Men så bliver Sean (sønnen) sendt ud på vandet for at ordne en sag mellem en kævle og en bøje.
Tilsyneladende har de valgt at ignorere den tredje film, selvom dens kommercielle succes er den direkte årsag til dette fjerde kapitel. I hvert fald er Mike Brody, den ældste søn, ikke længere chefingeniør i SeaWorld – eller nogen andre steder – men marinebiolog.
Lagkage af fjollerier
Dette er dog ikke den eneste grund til de skarpe tungeslag, den modtog. Handlingen forlader Amity og lander på Bahamas, hvilket bare føles skævt. Især Mario Van Peebles accent. Det forcerede drama (for mange ligegyldige skænderier) plasker rundt i vandkanten, og den overnaturlige vinkel er bare mærkelig.
Selveste Michael Caine drysser stjernestøv ud over filmen, og denne lille anekdote er meget sigende. Han blev engang spurgt, om han selv havde set den. Nej, svarede han, men han havde set det hus, han købte til sin mor for pengene, og det er et skønt hus.
På næsten alle måder er det en bedre film end forgængeren. I hvert fald forsøger de at lave en mere alvorlig film. Men forsøget er bare så kluntet, den er ret skuffende alligevel. Samtidig er der forbavsende lidt haj-action, og finalen er en lagkage af fjollerier.
