Robert Shaw som kaptajn Quint.
Jaws, også kendt på dansk som Dødens gab, er ikke bare hajklassikeren over dem alle. Den inspirerede utallige andre film med farlige badedyr, og den blev skabelonen til mange andre gysere. Selv Alien blev pitchet som Jaws i rummet.
Den forandrede også biografmarkedet. Den forsøgte en ny (i dag velkendt) model med TV-reklamer og landsdækkende premiere, og den etablerede sommeren som det store blockbuster-marked. Tidligere havde film i højere grad turneret rundt i landet, og sommeren blev betragtet som en død periode til tvivlsomme film.
Instruktøren er Steven Spielberg, og selvom han er bedst kendt for sine mange, store effektfilm, er Jaws et godt eksempel på, hvordan han gjorde alting på en ny måde, uanset hvilken type film, han lavede.
Mere end bare gys
Handlingen er baseret på en roman af Peter Benchley. Turistbyen Amity Island gør klar til årets feriesæson, da den glubske hajfisk dukker op og tygger på en uskyldig teenagepige. Efter flere angreb tager politichefen Brody (Roy Scheider), havbiologen Hooper (Richard Dreyfuss) og søulken Quint (Robert Shaw) sagen i egne hænder.
Det er et simpelt plot, man finder i mange andre gyserfilm. Men Spielbergs gamle mesterværk er større og mere på alle niveauer. Der er masser af lag i fortællingen. Stærke scener og fyldige baggrundshistorier. Gode roller og præstationer. Mere drama og spænding end det, der i dag kendetegner et godt gys. Måske derfor er den så meget bedre. Den jagter ikke billige point.
Effekterne har ikke den wauv-faktor, der falder mere naturligt i science fiction og fantasy. Men de er gode, for det ligner en rigtig haj det meste af tiden. De få svipsere kan tælles på én hånd. Alle rygter om dårlige gummihajer må gælde de billige efterfølgere.
Det er en fantastisk film, og den holder stadig.
