Psycho

Psycho er en thriller fra 1960 instrueret af mesteren Alfred Hitchcock. Det er filmhistoriens første slasher-film, og den rummer en af de mest berømte filmscener, ikke bare i genren, men i det hele taget.

Handlingen begynder i Phoenix, Arizona. Her møder vi Marion Crane (Janet Leigh), en ugift sekretær hos en ejendomsmægler. Hun er forelsket i en fraskilt, gældsplaget isenkræmmer. En dag får hun chancen for at stikke af med en større sum penge. På vej mod kæresten, der bor i Californien, stopper hun ved Bates’ motel.

Det er en atypisk slasher-film, for den følger ingen eksisterende opskrifter, og selvom den har inspireret mange efterkommere, rummer den betydeligt mere end dem. Der er en god, lang optakt og et spændende efterspil.

Advarsel! Spoilere i dette afsnit!

I 1996 overraskede Wes Craven sit publikum, da han myrdede Drew Barrymore i Scream. Men chokket var større i 1960, da Hitchcock myrdede Janet Leigh. Barrymores død skete i begyndelsen. Leigh havde en hovedrolle. Publikum var engageret i hendes fortælling, og så endte den brat.

Moderne slasher-film handler først og fremmest om de blodige mord. Jo før, jo bedre. Jo flere, jo bedre. Psycho har ikke travlt. Hitchcock jagter ikke billige point. Det er ikke bare en slasher-film, men en thriller og et psykologisk drama. En fyldig fortælling.

Udødelig klassiker

Alligevel er mordscenen berømt. Den var banebrydende i 1960. Hitchcock måtte kæmpe med censur-bureauet. Man kan betragte den som relativt tam efter moderne standarder. Men den er stadig et stykke filmkunst. Flot udført, endda vovet ift. samtiden.

Hvis det var en regulær slasher-film, ville den måske komme til kort i dag. Men fordi det er en thriller med en historie, der handler om meget andet end selve mordet, er den stadig fantastisk. De bedste, mest spændende, nervepirrende og skræmmende scener er i virkeligheden nogle andre.

Hitchcock er en mester af en anden støbning end mange af de filmmagere, der har overtaget slasher-stafetten. Psycho er en udødelig klassiker. Ikke bare i genren, men i det hele taget.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.