Spartacus

Spartacus er et historisk drama fra 1960 baseret på en roman af Howard Fast, en amerikansk forfatter, der begyndte at skrive sin fortælling om Spartacus, da han var fængslet i 1950. Fast var medlem af det amerikanske kommunistparti og blev derfor stævnet af komiteen for uamerikanske aktiviteter, og i den forbindelse nægtede han at navngive bidragsyderne til et hjem for forældreløse børn af amerikanske krigsveteraner fra den spanske borgerkrig. En af bidragsyderne har senere vist sig at være Eleanor Roosevelt, tidligere førstedame (præsidentfrue) fra 1933 til 1945. Fordi han nægtede, blev Fast idømt tre måneders fængsel for foragt for kongressen.

Spartacus var en gladiator, der førte an i et slaveoprør mod det romerske imperium i det sidste århundrede før Kristi fødsel. I virkeligheden ved man meget lidt om ham ud over disse sparsomme detaljer om hans rolle i det oprør, der blev en 2-årig krig mellem Romerriget og en voksende slavehær, men Fast tillod sig at digte en fyldig historie om den historiske frihedskæmper, der samtidig fungerede som en kritisk samfundskommentar affødt af hans egne oplevelser.

Det er en overraskelse, at filmen har den baggrund, for der er noget ærkeamerikansk over den. Den passer ind i amerikanernes egen selvforståelse om USA som friheden og mulighedernes land, og det er en fortælling om den lille mand mod systemet, hvilket de elsker. Men virkeligheden stemmer ikke altid med drømmen eller selvforståelsen, og filmen kæmpede også mod anti-kommunistiske protester i 1960. De ebbede dog ud, da præsident John F. Kennedy legitimerede den ved at bryde igennem en kæde af demonstranter for at komme ind og se den.

I Hollywoods hænder er det en episk storfilm instrueret af mesteren Stanley Kubrick (Rumrejsen år 2001, Lolita, Ondskabens hotel mfl.) med Kirk Douglas i hovedrollen som Spartacus. Man kan sagtens se den uden at kende baggrunden, og jeg kendte den ikke selv, for jeg læste først om den bagefter. Det er en forgænger til film som Braveheart og Gladiator, og selvom de også er amerikanske, må jeg hellere trække den ærkeamerikanske beskrivelse tilbage, for historierne stammer jo fra vores kontinent, ikke deres. Og disse frihedskæmpere er langt fra de eneste, vi har.

Men jeg må anerkende, at filmens historie står væsentligt stærkere, når man kender baggrunden. Det er en film med masser af samfundskritik, og selvom fortællingen om Spartacus er mere end totusind år gammel, var den stadig aktuel i 1950’erne, og det er den faktisk også i dag.

I Kubricks kyndige hænder er det naturligvis også en fantastisk flot, storslået, virkelig velfortalt, medrivende og rørende fortælling, og alle – ikke mindst Kirk Douglas – leverer et mesterstykke både foran og bag kameraet. Den fortjener al den hæder, den har fået, og det er ikke overraskende, at den vandt 4 Oscars (Best Supporting Actor, Best Art Direction – Color, Best Costume Design – Color, Best Cinematography – Color), omend det er meget overraskende, at den ikke engang var nomineret i nogen af de store kategorier.

Den fylder 60 i år, men det er umuligt at se. Scenografien imponerer, og det slog mig flere gange, hvor stort et arbejde, det må have været, da intet blev lavet med CGI dengang. Få steder kan man se, at de har anvendt håndmalede baggrunde – de er dog stadig vildt flotte – men ellers er der tale om rigtige landskaber og kulisser fulde af skuespillere og statister i autentiske kostumer. Det er klassisk filmmageri, når det er allerbedst.

Den får min sjældne bedømmelse; fem flammende hjerter (brændende kærlighed), fordi den er exceptionel. Håndværket er perfekt, og historien er ikke bare god; den har også de ekstra lag, der bryder rammerne. Jeg så den naturligvis som opvarmning til morgendagens årlige Oscar-show, men også fordi vi mistede Kirk Douglas i torsdags, den 5. februar 2020. Den gamle filmhelt blev hele 103 år! Hvil i fred, Spartacus.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *