John Wick: Chapter 4 er en helaftensfilm med stort H. Hele 169 minutter er det blevet til. Knap tre timer. Den hidtil længste i franchisen med et forspring på 38 minutter.
Alligevel er den et anmelderrost biografhit. 94 procent på Rotten Tomatoes og en omsætning på mere end fire gange budgettet. I filmgrupperne har jeg ikke hørt ét eneste negativt ord. Kun roser.
Men forgængeren var ujævn, så jeg havde bange anelser alligevel. Den værste helligbrøde var, at Wick rendte rundt og nærmest tiggede om nåde i hele filmen.
Han slår tilbage i dette fjerde kapitel. Men det er stadig i for høj grad på andres nåde. Efter andres regler. Franchisens mytologi og konstruktion er blevet større end hovedpersonen og dikterer desværre, hvad han må og kan, ikke omvendt.
Jeg ville ønske, han bare sked på det hele og myrdede dem alle på sine egne betingelser. Men sådan leger vi åbenbart ikke længere.
Oser af stil
Det er ikke negativt alt sammen. Filmen oser af stil. Hver eneste scene, kulisse og lokation er flotte, kontrastfyldte og farverige. Det samme er karaktererne, og instruktøren har fanget flere kendte ansigter til at udfylde rollerne.
Den ekstra spilletid er anvendt fornuftigt. Du får ikke bare 38 minutters mere action. Der er også handling. Dialog. Drama. Faktisk er indledningen overraskende lang, før instruktøren åbner for action-godteposen.
Historien er ret enkel. Wick forsøger stadig at løse det problem, at alle jager ham. Men der er fede scener med de nye aktører.
Der er masser af flot action, og hele holdet forsøger at levere noget nyt. F.eks. spiller Donnie Yen en blind lejemorder, og her har de været kreative ift. tidligere eksempler på blinde kæmpere. Men jeg vil ikke spolere detaljerne.
Min bullshit-sans kilder
Dog bliver det uundgåeligt en smule repetitivt nu og da. Masser af gun-fu og knap så meget af den kreativitet, som kendetegnede den første film. Samtidig er nogle scener for overdrevne. For overnaturlige.
Måske er jeg også lidt påvirket af, at jeg lige har set Extraction med Chris Hemsworth, hvor der er større autenticitet. Min bullshit-sans kilder i hvert fald, når en astmatisk tyksak pludselig laver et cirkelspark, der sender Wick ud på en ti meters flyvetur med landing på et betongulv.
Det ærgrer mig, den stadig kæmper med de problemer, der er opstået undervejs. Men selvom jeg ikke er helt tilfreds med vejen derhen, er slutningen stadig tilfredsstillende.
