
The Hurricane Heist er en katastrofe-kupfilm fra 2018 instrueret af Rob Cohen. Han er manden bag Dragonheart, Daylight og xXx. Det er hans seneste film. Da han er blevet 74, bliver det nok hans sidste.
Titlen afslører næsten det hele. Det handler om et kup midt i en orkan. Endda et kup til 600 millioner dollars. Der er tale om “gamle penge” kørt til makulering på en militærbase. En røverbande vil udnytte uvejret.
Filmens helte er en blanding af mekanikere, meteorologer og udvalgte militærfolk. Sidstnævnte tæller Maggie Grace, som spillede Liam Neesons bortførte datter i Taken. Hun spiller en fartglad trucker-dame.
Kolde pizzarester
Det er en billig film med et B-hold af skuespillere. De er ikke rigtigt dårlige, men heller ikke rigtigt gode. Resten af produktionen følger samme mønster. Manuskriptet lige så. Titlen lyder som noget a la Sharknado. Men niveauet er trods alt højere end det.
Man kan også sammenligne den med Die Hard, bortset fra at omgivelserne naturligvis ikke er de samme. Og så mangler der en skurk på niveau med Hans Gruber
Tempoet er højt. Action er action, så du kan godt få lidt god underholdning ud af den. Nogle scener er ret fede. Cohen har instrueret action før, så han ved, hvad han laver. Liams datter har også lært nogle tricks af sin far.
Det er søndagshygge, så du skal sætte dine forventninger derefter. En omgang tilpas hæderlig tjubangræs a la gårsdagens kolde pizzarester. Ikke et gourmetmåltid, men du ved, hvad jeg mener.











