Dragonheart

Dragonheart er et fantasy-actioneventyr fra 1996 instrueret af Rob Cohen. Han er manden bag bl.a. xXx og The Mummy: Tomb of the Dragon Emperor.

Dennis Quaid er Sir Bowen, en ridder, der følger de gamle skikke. Han er mentor for en ung prins, som såres fatalt under et folkeoprør, men reddes af drageblod. Desværre bliver prinsen en grusom konge, og Bowen tror fejlagtigt, at dragen har forhekset ham, så han sværger at hævne denne indbildte udåd.

Effekterne er ringere, end jeg husker. Dragen er som taget ud af et computerspil eller en 3D-animeret tegnefilm a la Toy Story. Der mangler tekstur, og de har tydeligvis ikke haft Spielbergs dinosaur-teknologi.

Men det er ikke så grelt, den ikke kan ses – og underholde. Det er et udmærket actioneventyr. Humoren er nu og da lidt fjollet, men Quaid er god som ridder, og Connery er perfekt som drage – på sin egen måde.

Plottet følger velkendte eventyr-traditioner. Man kunne kalde den Robin Hood med drager. Den grusomme kong Einon og hans håndlangere minder i hvert fald om prins John og sheriffen af Nottingham. Lige så undertrykkende og skatteopkrævende tilmed.

Den er ikke en af genrens store klassikere. Der er mange detaljer, man kan diskutere. Men det er udmærket søndagshygge.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.