
The Mummy: Tomb of the Dragon Emperor er et actioneventyr fra 2008 instrueret af Rob Cohen. Han er manden bag bl.a. Dragonheart, The Fast and the Furious og xXx. Det er den tredje film i The Mummy-trilogien.
Året er 1946. Alex, Rick og Evelyns søn, er blevet voksen, og han har droppet ud af skolen for at grave efter mumier lige som hans far. Han har dog glemt at fortælle det til sine forældre, men han håber, hans store fund i asien vil bryde isen. Desværre går det som det altid gør, når man graver mumier op. De vågner og vil erobre verden.
Filmen er den efterfølger, The Mummy Returns drømte om at være. Historien er spændende og medrivende, der er masser af action, humor, fede effekter og en smule romantik.
Det er et frisk pust, den ikke foregår i Ægypten igen, men under nye himmelstrøg med en ny legende og en ny mumie. Og selvom det stadig er en film for hele familien, glæder det mig, at sønnen Alex ikke længere er en lille snothvalp, som bare er med på slæb.
Kort fortalt er det en efterfølger, der ikke bare står på egne ben, men også fejer gulv med forgængeren.











