The Mummy er et actioneventyr fra 1999 instrueret af Stephen Sommers. Han er også kendt for Van Helsing, G.I. Joe: The Rise of Cobra og Deep Rising. Filmen er løst baseret på den originale film fra 1932 med Boris Karloff som den mumificerede ypperstepræst, Imhotep.
Brendan Fraser er Rick O’Connell, tidligere soldat i Fremmedlegionen og eventyrer a la Indiana Jones. De arkæologiske færdigheder er dog overladt til Evelyn Carnahan (Rachel Weisz), en bibliotekar og aspirerende ægyptolog, der leder efter en forsvunden by, som O’Connell kender vejen til.
Således starter en farefuld ekspedition og god, gammeldags skattejagt. Som du formentlig ved eller kan gætte, vækker de uheldigvis Imhotep, denne gang spillet af Arnold Vosloo. Han er en træls, skurkagtige karakter, der vil plage, slavebinde og myrde alle til han atter er genforenet med sin elskede Anck-su-namun.
Moderne eventyrer-film
Genindspilninger er ofte udskældte hadefilm blandt både filmnørder og alm. mennesker. Men der er en god portion undtagelser, og denne her er en af dem. Selvom den kun scorer 61 procent på Rotten Tomatoes, møder jeg aldrig nogen, der ikke kan lide den.
Det er en moderne version af Hollywoods klassiske eventyrer-film lige som førnævnte Indiana Jones. Den har alle de velkendte elementer, arketyper og klichéer. Men det er en opskrift, der har bevist sit værd, når bare den er udført med dygtighed, talent og friske idéer.
Mumie-vinklen er perfekt. Indy-filmene har alle haft et fantasy-element, både myter, forbandelser og voodoo. Her får de overnaturlige kræfter en langt større rolle, og det er perfekt til genren.
Romantikken fylder mere end i Indy-filmene. Fraser og Weisz har fantastisk god kemi. De har ikke genopfundet den dybe tallerken. De brummer en velkendt melodi. Men det er godt. Man holder af dem begge og jubler, når de får hinanden i enden. Ups, har jeg afsløret for meget? Ej, vel. Hvad troede du?
Banebrydende effekter
Det var faktisk også en banebrydende effektfilm i 1999. Den stemplede ikke ind i filmhistorien med samme dunder som visse andre film, men jeg husker stor omtale af arbejdet med Imhoteps forvandling fra skind og ben til Vosloos svulmende skikkelse.
Man kan stadig nyde det detaljerige CGI-håndværk. Hvis man ved lidt om hvad det krævede, er det imponerende. Det er næsten synd, at mange i dag vil kigge på det, og tænke, det er dårligt. De pressede grænserne med den teknologi, de havde.
Jeg giver den alle mine hjerter. Det er en herlig blanding af nyt og gammelt, veludført, med masser af solidt håndværk og skønne karakter. Forrygende underholdning. En moderne klassiker.
