I anledning af kvindernes internationale kampdag har jeg kastet mig over Quentin Tarantinos episke saga om “Bruden” aka. Black Mamba aka. Beatrix Kiddo, en tidligere lejemorder, der vågner efter fire års koma og sværger hævn over The Deadly Viper Assassination Squad og deres leder, Bill.
Der er tale om to film, vol. 1 og vol. 2, men det er én lang fortælling baseret på en ide, Quentin og Uma Thurman bryggede sammen, da de lavede Pulp Fiction i 1994, hvor Uma spillede Mia Wallace.
De to roller kunne ikke være mere forskellige, og Uma springer ud som en af nyere tids største actionheltinder. Hun overgår ikke Ellen Ripley (Alien) og Sarah Connor (Terminator), men Beatrix Kiddo kunne meget vel løbe med tredjepladsen.
Og så er hun endda Disney-prinsesse, hvis altså man hører til dem, der mener, at alt under Disneys paraply er Disney. Miramax, der producerede filmene, var nemlig ejet af Disney dengang. Både Mia Wallace, Jackie Brown og Beatrix Kiddo er Disney-prinsesser. Sådan lidt for sjov i hvert fald.
Quentin er et legebarn og lidt af en genrenørd. Han høster inspiration over alt, og Kill Bill-filmene er næsten et remix eller mash-up af genrer. Jeg har altid tænkt, det er hans version af Charlie’s Angels, men de er også kraftigt inspireret af kung-fu- og samurai-film samt western-genren. Scenografien er et fascinerende miks af stilarter, og der indgår endda en mindre animeret baggrundshistorie også.
Af samme grund ligner den ikke mange af hans andre film, der ofte er mere stilrene fra start til slut, men han formår alligevel at få hele miskmaskeriet til at gå op i en højere enhed.
Fortællingen er klassisk Tarantino. Den er fuld af seje karakterer, fede replikker og uforglemmelige scener. Samtidig er det et par mesterlige actionbaskere med masser af fantastiske, kreative, brutale og bloddryppende sværd- og nærkampe.
Jeg vil gå så vidt som at sige, at Quentin ikke sætter en fod forkert. Kill Bill er hans White Album (et legendarisk dobbeltalbum af The Beatles).
