Knock at the Cabin er en psykologisk thriller fra 2023 instrueret af M. Night Shyamalan, hvis øvrige værker naturligvis tæller The Sixth Sense, Signs, The Village mfl. Den er baseret på en roman fra 2018 med den lidt længere titel, The Cabin at the End of the World.
Eric og Andrew ferierer i en hytte i skoven med deres adoptivdatter, Wen, da fire fremmede banker på og insisterer på at blive lukket ind. De har noget yderst vigtigt at fortælle, og de vil ikke lade sig bremse af en låst dør eller beboernes manglende samarbejdsvilje.
Det viser sig, at de er udsendt af højere magter – tror de i hvert fald selv – for at stoppe apokalypsen. Ikke med vold og magt, men med et offer. Dette offer skal være én af hyttens beboere. Det skal være et frivilligt offer, og de skal selv vælge og udføre ofringen.
De fire fremmedes opgave er blot at overbevise dem, men de kan ikke udføre gerningen på deres vegne.
Mystisk og nervepirrende
Præmissen er spændende og ekstremt tankevækkende. Dels er det et ret specielt dilemma. De fire fremmede er desperate for at redde verden, fuldstændigt overbeviste om sandheden i deres budskab, men de kan ikke fremtvinge redningen, da offeret skal være frivilligt. Der ligger en ganske særlig desperation i total afmagt, og ordets magt rækker kun så langt.
Tankevækkende fordi man først til allersidst lærer sandheden at kende. Indtil da ved man ikke, om apokalypsen virkelig er nær, eller om de fire fremmede er tossede.
Det sidste er højaktuelt, da internettet er fuld af mennesker, som ser konspirationer over alt, og forestiller sig at alting er topstyret. De bor i ekkokamre, og når de vover sig udenfor, er det med skyklapper og fingrene dybt begravet i øregangene.
Som altid er Shyamalan fantastisk god til at fortælle og opbygge sin historie. Den er mystisk og nervepirrende, og jeg ville ønske, slutningen levede op til indledningen.
Advarsel! Spoilere i resten af anmeldensen!
Overraskelsen er denne gang, at der ikke er en overraskelse. Det viser sig, at de fire har ret. Alt var, som de sagde fra begyndelsen. Det er på en måde enormt undervældende. Måske fordi man hellere vil have, at Shyamalan løber risikoen. Men også fordi det ikke føles specielt, at det bare ender som spået.
Jeg har ikke læst bogen, men jeg læste et referat efter at have set filmen. Shyamalan har lavet flere ændringer, og de er ikke alle til det bedre.
Forfatterens slutning er åben. Heri sker et ufrivilligt offer i kampens hede, da adoptivdatteren bliver skudt. De fremmede insisterer på, at det ikke tæller, og et frivilligt offer stadig skal ydes. Bogens budskab leveres dernæst af Andrew, som nægter at adlyde en Gud, der ikke kan stille sig tilfreds med den unge piges tragiske død.
Bedre slutning i bogen
Bogen afslører ikke, om denne afvisning fører til verdens undergang, eller om det hele var de fremmedes febervildelser iblandet tilfældige katastrofer i nyhederne. Det er åbent, og det fungerer efter min mening bedre end at få det hele serveret på et sølvfad.
Især fordi det psykologiske spil sætter mange tanker i gang omkring hvordan mennesker kan blive uigennemdriveligt overbeviste om deres egne sandheder. Det er en langt bedre diskussion, når den ikke ender med et endegyldigt svar.
Derfor synes jeg, han burde have holdt den åben. Udfordret de bibelske temaer i stedet for at opfylde dem. Ladet diskussionen fortsætte længe efter rulleteksterne.
Da jeg lige havde set den, vippede jeg omkring et hjerte mere, men efter at have tygget på den, ender jeg på syv. Den er medrivende og velfortalt, men den begår nogle brølere, og det er ærgerligt at opdage, at kildematerialet har en bedre slutning.
