Super Mario Bros.

Super Mario Bros. er en actionkomedie fra 1993 instrueret af ægteparret Rocky Morton og Annabel Jankel. De to er også kendt som skaberne af Max Headroom. Filmen er baseret på Nintendos populære videospil.

Bob Hoskins og John Leguizamo er de to blikkenslagerhelte, Mario og Luigi. De havner i en anden dimension, da de forsøger at stoppe bortførelsen af Luigis date. Det viser sig, hun er prinsesse og hører hjemme derovre, men ikke i den onde Koopas fedtede grabber.

Filmen storfloppede. Den dækkede knap nok sit eget budget, og den høstede hovedsageligt lunkne anmeldelser. Den scorer 29 procent på Rotten Tomatoes. Men som alle andre film, folk engang hadede, har den fået kultstatus.

Det var trods alt den første af sin slags. Den allerførste live-action-filmatisering baseret på et computerspil. Den opbyggede en eventyrlig monsterverden med lutter praktiske virkemidler, og den anvendte computereffekter, der var nye og banebrydende for sin tid.

Den havde stjerner som Hoskins og Dennis Hooper, og selvom de hadede at indspille den, er der mange, som elsker dem i den. Den blev da også Leguizamos gennembrudsfilm.

De dårlige anmeldelser skyldtes primært den fjollede historie og et sygeligt behov for at gøre hver eneste replik til en joke. Fans af spillene har formentlig også haft en masse at sige om filmens mange kreative fortolkninger.

Men den er ret underholdende alligevel. Når den ikke længere overrasker negativt, kan den faktisk overraske positivt ved gensyn. Den har sine øjeblikke. Jeg smider den på hylden med film som Flash Gordon og Fantomet.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.