Flash Gordon

Flash Gordon – også kendt som Jens Lyn i Danmark – er en rumrejsende tegneseriehelt skabt i 1934 af Alex Raymond, der arbejdede for King Features Syndicate, en producent af tegneserier, klummer og krydsord m.m. til mere end 5.000 aviser over hele verden. De manglede en stribe, der kunne konkurrere med Buck Rogers, en lignende rumhelt, og de forsøgte i første omgang at købe rettighederne til Edgar Rice Burroughs John Carter. Da det ikke lykkedes, bestilte de en original figur hos deres trofaste medarbejder.

Dermed var Jens Lyn langt fra den første rumrejsende eventyrer, men han blev en af de største. Der er langt færre, der kender Buck Rogers og John Carter i dag, og hvis ikke Luke Skywalker og Han Solo havde stjålet stafetten i 1977, kunne Jens Lyn meget vel have været den største.

Pudsigt nok forsøgte George Lucas faktisk at erhverve rettighederne til Jens Lyn i 1970’erne, og da det ikke lykkedes, skabte han i stedet Stjernekrigen. Dino De Laurentiis blev filmmageren, der satte sig på den gamle rumhelt, og det blev til en film i 1980, som ikke var et stort hit dengang, men den er blevet en kultfilm siden.

Jeg har altid syntes, den var fjollet og meget forskellig fra den gamle TV-serie, jeg husker at have set på Danmarks Radio som barn, men til min store overraskelse ligger den faktisk tæt op ad historien i den oprindelige tegneserie, dog med den væsentlige forskel, at Jens/Flash er amerikansk fodboldspiller i stedet for polospiller.

Jorden angribes af den ondskabsfulde kejser Ming, og dr. Zarkov, en berygtet videnskabsmand, forbereder at rejse ud i sin hjemmebyggede raket for at bekæmpe den udenjordiske fjende. Men han kan ikke rejse alene, så han kidnapper den amerikanske fodboldspiller og rejseagenten Dale Arden, der tilfældigvis kommer forbi.

Ja, det lyder fjollet, men sådan var Jens’ oprindelseshistorie også. En kidnappet sportsmand, der springer ud som rumhelt. Og som John (Mark Wahlberg) og Ted (Seth MacFarlane) blev enige om i Ted, så kunne virkelighedens Tom Brady, New England Patriots’ quarterback, også sagtens redde verden, så filmen er 100% troværdig.

Trods lighederne og den umiddelbart fjollede præmis var Jens/Flash dog aldrig en humoristisk figur, men De Laurentiis besluttede ikke desto mindre at lave en campy (a la 1960’ernes Batman) og tegneserieagtig film, og resultatet er en hundedyr storfilm, der ligner en b-film. Den havde faktisk et dobbelt så stort budget som Stjernekrigen, men det ville man aldrig have gættet.

Den er vanvittigt campy. Letbenet, plat, over-the-top og endda halvlummer. Ming er en gammel, skummel gris, hans datter er en kvindelistig forførerske, og alle vil kysse med Jens/Flash, der i øvrigt blev spillet af Sam J. Jones, en tidligere Playgirl-nøgenmodel. Progressivt, jovist. Men det er lige før, at Flash Gordon blot er en PG-version af Flesh Gordon, en erotisk parodi fra 1974.

Heldigvis er den dårlig på den bedst tænkelige måde. Den er så dum og kikset, at den alligevel er sjov. Den er fuld af skøre ideer, og den har en charme, der er svær at forklare. Handlingen er en rodebutik, men det høje tempo, den muntre tone og god, gammeldags action redder den, og den er langt bedre, end jeg huskede; den er sågar overraskende god.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *