Battle Beyond the Stars

Battle Beyond the Stars er et rumeventyr fra 1980 produceret af Roger Corman med en overraskende stjernespækket rolleliste og selveste James Cameron som Art Director, modeldesigner m.m.

Handlingen er inspireret af Syv mænd sejrer (The Magnificent Seven), en western-klassiker fra 1960 baseret på den japanske Seven Samurai fra 1954. I rumudgaven bliver den fredelige planet, Akira, angrebet af den imperialistiske krigsherre, Sador, og en af de unge akiranere beslutter at hente hjælp udefra. På sin færd finder han seks villige kombattanter, der alle kan bidrage på hver sin måde, og til sammen udgør de sørme et mageløst syvkløver.

Blandt de syv finder vi en meget ung Richard Thomas, kendt blandt filmnørder og Stephen King-fans som Bill Denbrough i den oprindelige IT, George Peppard, bedst kendt som Hannibal Smith i 80’er-serien The A-team, og Robert Vaughn, der også var en af de syv i Syv mænd sejrer. John Saxon, kendt fra bl.a. A Nightmare on Elm Street og Enter the Dragon, er Sador.

Vellykket B-film

Filmen er i dag en kultfilm, ikke mindst pga. James Camerons dygtige håndværk. Trods det beskedne budget er det en flot film, der næsten kan måle sig med Star Wars og Alien – dog kun visuelt. Skuespillet er også på et overraskende højt niveau. Det er naturligvis dygtige folk, men jeg har lige set Christopher Plummer i Starcrash, og jeg havde forventet samme niveau. Så jeg blev positivt overrasket.

Manuskriptet er en anden snak. Her mærker man, det er en B-film. Der er tåbeligheder og sjuskefejl, og selvom den er sober og formentlig målrettet samme publikum som Star Wars-filmene, siver lummerheden og platheden igennem i enkelte scener. Det er såmænd stadig fin underholdning på B-filmens præmisser, men det afholder den fra at træde ind i det gode selskab.

Alt i alt er det en yderst vellykket B-film, og på flere områder er det næsten en A-film, så jeg vil belønne den med syv hjerter for indsatsen fra især Cameron og den kompetente rolleliste.

I skrivende stund kan du se den på Amazon Prime.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.