Labyrinth er en fantasy-film fra 1986 skabt og instrueret af Jim Henson, den berømte dukkemager, der også gav os Fraggle Rock, The Muppet Show og meget, meget andet.
I dag er det en højt elsket eventyr-klassiker, der fortjener en plads på hylden med de fortællinger, som har inspireret den, og selv har inspireret mange forfattere og filmskabere siden.
Men dengang floppede den hos både publikum og anmelderne. Den indtjente sølle 12 mio. dollars i USA, hvilket rakte til 68. pladsen, og selvom den fik mange roser for det visuelle håndværk, fik den også store hug for handlingen og plottet.
Gene Siskel, Roger Eberts mangeårige anmelderkollega og makker på flere TV-programmer, kaldte den en afskyeligt dårlig film og var især provokeret af baby-bortførelsen, som han kaldte det mest usle trick, man kan anvende.
Til det vil jeg sige visse vasse. De gamle fortællinger af brødrene Grimm var fulde af lignende grufuldheder. Eventyr kan sagtens være dystre. Det skal man ikke tage så tungt. Den lykkelige slutning er jo garanteret på forhånd. Sådan er opskriften.
Fornøjelige farer
Hvis du ikke har set Labyrinth, kan jeg berolige dig med, at den førnævnte baby-bortførelse ikke er en stor spoiler. Det sker i begyndelsen af filmen, og teenagepigen Sarah (Jennifer Connelly) må kæmpe sig gennem troldekongens labyrint for at få ham tilbage igen.
Det er et relativt enkelt plot, men den store, fantasifulde labyrint er fuld af fornøjelige farer og andre forunderlige forviklinger. Jim Henson er selv idémand, og den gamle Monty Python’er, Terry Jones, har skrevet manuskriptet, så der er ikke et eneste kedeligt sekund.
Der er rigtigt mange referencer til andre eventyr. Nogen ville måske endda kalde den uoriginal. Men den spinder en ny historie fuld af overraskelser, og som i alle gode eventyr er det i virkeligheden det underliggende budskab, det handler om.
Og så er det sjovt at opdage detaljer her og der, som har inspireret dens arvtagere i genren, heriblandt især Harry Potter.
Visuelt imponerende
Det er en visuelt imponerende film fuld af filmmagi fra Jim Hensons fantastiske dukkefabrik. En skøn blanding af den velkendte stil og humor fra bl.a. Fraggle Rock og fantasy-genrens eventyrlige verden skabt af store, flotte kulisser og detaljerige, håndmalede baggrunde.
De var utroligt dygtige dengang, og det er svært at tro, den er 34 år gammel. Der er effekter, jeg ikke kan gætte, hvordan de har lavet uden brug af moderne CGI. De animerede karakterer er ubegribeligt gode.
Få steder har de rent faktisk anvendt green screen-effekter, og de stikker tydeligt ud. Men bortset fra det er jeg meget imponeret. Jeg var sikker på, at jeg stadig ville elske den. Men jeg troede ikke, den ville være så flot efter alle de år.
Fabelagtig filmskurk
David Bowie er en fabelagtig filmskurk, og hans musik er en essentiel del af den samlede pakke. Jeg kan ikke forestille mig andre, der kunne have udfyldt hans kostumer og vilde paryk. Han er skabt til rollen.
Jennifer Connelly er lige så perfekt i sin rolle. Ung, uskyldig, smuk. Hun overspiller måske en anelse her og der, men hun har samme effekt på mig som på filmens monstre, og lige som Bowie er den eneste mulige Jareth, er hun den eneste mulige Sarah.
Jeg elskede filmen som barn, og jeg elsker den i dag. Det er godt at vide, den har høstet stor retrospektiv anerkendelse. Det er en vidunderlig film. Et stykke filmkunst.
